210 / 325
N atten stille, to Betjente
Staar og vaager over Staden,
Medens de taalmodig vente
Paa en Smule Sjov i Gaden.
Baske Kæmper, Vikinglyster,.
Modet temlig stærkt ophedet
I de to Bersærkerbrystér. —
De kan ikke gjøre ved ’et.
Klokken mange, snart for silde*
Bliver det til 'Natbedrifter,
Gaden stadig lige stille,
Ikke Spor af Urostifter!
Ej det Vikinger behager
At staa ledige paa Torvet,
Heller rette Smed for Bager —
De kan ikke gøre for ’et.
Ned ad Gaden to Studenter
Ganske fredelig spaserer,
Aner ej, hvad der dem venter:
Videnskab de diskuterer.
Strax de to Studenterhuer
Hos de hjelmbedækte Helte
Tænder Nidkjærhedens Luer,
Spænder deres Styrkebælte.
Braadne Pander, Rifter, Buler,
Strax Studenterne herunter,
Mens Betjentene dem muler,
Kampen overmaade munter.
Og med Heltesindets kjække
Glæde over Striden, Kronen
De paa Værket sætte: trække
Deres Fanger paa Stationen.
Inden Døre.
Det var Olaf, der gav mig
den Ide at føre mine Tanker i
Pennen. »Gjør det paa Personalets
Vegne«, sagde han.
»De er
gammel som S c h r a m , Frøken
— det er jeg nu for Resten slet
ikke, han var allerede konfirmeret,
da jeg endnu gik i Skole — De
er diskret som F r e d s t r u p,
indflydelsesrig som jeg selv og
vindende som T i mm e r m a n n , tolk De vore Følelser overfor
denne>
Robert
le diable
«. Hvilket jeg herved gjør.
Det vilsige, førstvar jeg oppe paa Kontoret for at klage.
Jeg sagde, at jeg vilde bede mig fritaget for, at en Dame i
min Alder og min Stilling kom i Bladet. Kan De tænke Dem,
hvad de svarede? De sagde, at de overfor det svage Kjøn i
Koret, vilde vise al mulig Kortoasie, og for Resten vilde de
ikke tage andre under Behandling end dem, der var inde i
Kunstens Allerhelligste, ikke dem, der bad saa kjønt foi sig i
Kordøren. Har De hørt Mage til Uforskammethed. Jeg skulde
mene, at jeg er ligesaa nær til det som de andre fremragende
Kræfter. Kan jeg gjøre for, at denne Robert ikke blev ansat
i Kapellet? Svendsen er jo Nordmand, og Nordmændene plejer
nok at vide, hvad de vil. saa h a n maa virkelig afgjøre, om han
vil have Robert, i Normandiet.
Jeg tør nok sige, at jeg har været med til at bære næsten
hele Operarepertoaret. Maa. jeg saa spørge, om der er nogen
Mening i. at jeg skal staa tilbage for et Bud, selv om dette
Bud er et Overbud. Naar han kan komme der. saa kan jeg
virkelig ogsaa. Men, da jeg sagde det, saa sagde de, at jeg dog
ikke hørte til Spidserne. Jeg skulde mene, at jeg km være
saa spids som nogen. Hvor tidt har ikke selve Kapelmesteren
sagt om min Stemme, at den var et rent Stemmejern.
Min Tante kommer hver Aften og henter mig fra Theatrøt,
for en ung Pige k an jo nu en Gang ikke gaa alene paa Gaden
om Aftenen, selv om hun saa var juridisk Student og Mandfolk
og slet ikke havde gjort noget. Hun har lovet at gaa op og
tale med Kammerherren om det og se at laa ham til at lægge
et godt Ord ind for mig h o s B o r c h s e n i u s , naar de træffes i
Theaterkommissionen. Men, da Theaterkommissionen nok har
holdt Møde for nylig, saa bliver det vist ikke i Aar. Desuden
er Kammerherren noget forknyt over Emi l , der gaar og faar
det ene Stykke spillet efter det andet med den vinteræventyrligste
Hurtighed.
Tænke sig — den gode, rare Emil, som vi
allesammen holdt saa meget af — han har altsaa slet ingen
Sans for, at det gjælder om at spare lidt paa Repertoaret!
Bliver han saadan ved, saa har Kammerherren io siet ingen
Vinteræventyr tilbage at fortælle sine trofaste Abonninder
paa de gamle Dage!
Mon ikke mine Ord igjen. J e g forstaar heldigvis at tie,
og det skal ikke være min Skyld, hvis der kommer noget ud
om Theatrøt.
.
J u l i e K n a l d b e r g ,
Korjstinde.
r