234 / 325
Nix pille ved Snapsen!
Behag i Sønder-Elkjæ r-B ranth
Og i hans mange Taler..
Han fandt det hele brillant,
Thi, naar man blot er malkontent,
Man H ø r u p s Sind husvaler.
Naar B r a n t h da sine Ender spandt,
Sa’e H ø r u p : »Gud, hvor det er sandt..
At han er forurettet.
Formedelst dette Fæstnings-Tant
Sig bryster nu hver Løjtenant —
Det vil han vist ha’ slettet.«
Og alt i Aanden saa han grant
Hr. B r a n t h som radikal Drabant
Gaa om i Integade.
»Nu gaar ’en godt igjen, saa sandt
Han nok i Tøjet gaar galant. —
Naa, sikken en Ballade!«
Men ak! den Glæde hurtig svandt:
Hr. B r a n t h , den sjeldne Diamant,
Som Simili sig viste,
Da Sna ps e n , dette dyre Pant,
Som Hørups Skare sammen bandt,
Han ikke noksom priste.
Ja tænk, det gik saa vidt, at blandt
De Punkter, som han suffisant
Op paa Programmet satte,
Var, at hver folkevalgt Mandant
Helst skulde kræve, at kontant
Man Snapsen skulde skatte.
Med H ø r u p kom han strax paa Kant,
Fordi han var saa arrogant
Ved Snapsen frækt at pille.
I Stilhed H ø r u p s Taarer randt,
Fordi den Land-Repræsentant
Ham saadan svigte vilde.
Godt Kjflb.
Kasino
var forleden lige ved at afskedige to
Funktionærer, fordi de havde solgt a l l e Billetterne, hvilket ikke
mentes at stemme med Theatrets Værdighed. Da det imidlertid
oplystes af gamle Regnskaber, at noget lignende h a v d e fundet
Sted af og til for flere Aar siden, gav dog Direktionen Køb og
tilgav de to Herrer, at de havde givet Kjøb. Derimod kom
»Politikem
i Fedtefadet, fordi- den alligevel Dagen efter stak
sine Abonnenter en Plade ud om den stedfundne Kjøbe-Nolo.
E fter Festm iddagen .
(Veninden og Fmen).
V .: Morede Du dig godt til Festen i Gaar ?
F .: Aldeles brillant.
V .: Var Stemningen god?
F .: Udmærket — vi kjendte jo alle hverandre.
V .: Naa, fortæl saa — var der mange Taler?
F .: Naturligvis, den ene mere idiotisk end den anden.
V .: Og Sangene, hvordan var de?
F .: Under al Kritik.
V .: Og Maden?
F .: Vi gik sultne fra Bordet; paa offentlige Steder, veed
Du nok, beregnes der, at man møder med fin Appetit.
V .: Naa, og saa Toiletterne, Damerne?
F. : Utilladelige. Der var ikke en ærlig hvid Hals ved
Bordet, og man maatte ærgre sig sort over at se Mødre, der
har voxne Døtre, gaa med udskaaren Ryg, ligesom vi andre.
V.: Men Herrerne da, var de underholdende?
F .: Jo, jeg takker! Fuldmægtig Petersen og Lieutnant
Iversen havde drukket saa meget, at de maatte hen i et aabent
Vindue —- jeg siger ikke mere.
V .: Men din egen Bordkavaler ?
F .: Han. vrøvlede — ikke et fornuftigt Ord.
V .: Men Dansen efter Bordet gik vel livlig ?
F .: Livlig? Herrerne var ikke til at rokke fra Cigarerne,
og Du kan tænke dig mit Uheld: mellem Dansene var en af
Opvarterne saa klodset at hælde Limonade ned over mig, saa
jeg fik min ny Kjole aldeles spoleret.
V .: Men saa forstaar jeg virkelig, kjære Julie, ikke, at
Du har kunnet more dig saa godt? Herrerne var fulde,
Damerne utilladelige, Talerne idiotiske, Sangene under al Kritik,
sultne gik I fra Bordet, Dansen gik i Staa, og Du fik din
Kjole ødelagt!
F .: Gud bevares, søde Emma, hvad forlanger Du mere?
— jeg synes saainænd, jeg har kritiseret nok.
V .: Er det da deri, Morskaben bestaar ?
F .: Ja, i hvad ellers — det er jo kun d e r f o r man gaar
i Selskab.