242 / 325
Professor
Laroumct
interviewet nok en Gang. ^
Da aile de andre havde inter- ( \
viewet L a r o u m e t — Frankrigs r \ VA1
P a l ud an — syntes
Puk
dog, \
at han ogsaa skulde. Han begav \
sig til Professorens Hotel og
bankede paa Døren. Han mærkede
I
strax den galliske Aands Kourtoisi,
idet Profe.ssoren strax sagde: J L
^
hertil med Toget ? Var det koldt i Kupeen ? Mon vi skal have
Eegn idag?
— Maaske.
— Takker for Oplysningen, men hvad synes Professoren
om Kjøbenhavnerne?
— Charmant! M. B é r ø n d s e n , M. R o b e r t He n r i q u e s ,
som gjorde mig den Ære at interviewe mig, og en Monsieur
fra »Politiken«-------
— Lutter udvalgte Folk! Professoren har været, heldig.
Har De set M. M a r t i n i u s N i e l s e n som Figaro?
— Nej, men jeg er meget begjærlig derefter. Man siger,
at denne udmærkede Kunstner skal ligne vor Kejser Napoleon.
Frankrig ser hen til Nordens Kunst som en Fornyelsens Kilde.
— Kjender Professoren »
Taarnet«?
— Runde?
— Nej, det er mere trekantet.
— Ah — pyramidalsk!
— Saamænd. Man fortæller her, at det skal være efter
fransk Mønster. Redaktøren er en symbolistisk Skribent,
-M. J o er g e n sen.
— Og Navnet er vel altsaa ogsaa symbolistisk.
G’est le
comble.
— Kjender Professoren ikke S o p h u s C l a u s sen, en ung
Dansk, der for Tiden henrykker Paris.
— Jeg tilstaar — —
'— Jeg forstaar. Men man har fortalt her, at danske
Sangerinder ofte nyde store Triumfer i Paris. JJden Tvivl har
Professoren hørt Navne som Fru Q vi d i n g eller Fru H u l da
H e d e m a n n ?
— Jeg tror at have opdaget, at vi udtaler danske Navne
lidt forskjellig.
Førstnævnte unge Forfatter er sikkert den
samme unge Mand, som vi Franske kalder M. H e n r i I b sen,
og tager jeg fejl, naar jeg i de to Damenavne tror at gjen-
kjende Navnene paa de tvende skandinaviske Sangerinder
J e n n y L i n d og C h r i s t i n e N i l s s o n ?
— Aa ne j ! Det vil sige — en lille Forskjel er der jo
unægtelig. — Ja, saa takker jeg Professoren for de ualmindelig
interessante Oplysninger.
— Selv Tak! Det skal være mig en stor Fornøjelse at
se dem i
»Puk«.
Em Slagters Liv i kjødelig
Tilfredshed glider hen,
Han smiler lunt og sødelig,
Naar Folk er med paa den.
Og, stikker Køer han eller Lam,
Dog sjældent kun det stikke)' ham
Til Spotpris være villig,
For han er inte billig.
1 lang Tid gik det nydelig
Ved gamle N i k o l a j ,
Avancen var betydelig
Paa ungt og gammelt Kvaj,
Og Ingen angreb den Moral,
Der lyder saadan, at man skal
Gaa med i Niko-Legen,
Naar man vil ha’e af Stegen.
Og, selv om Publikum fik Kam
Til deres eget Haar,
Og selv om af og til et Lam
Var et adstadigt Faar,
Var det dog stadig lige fedt; —
Selv om af Fedt der var for lidt,
Var Prisen aldrig mager
Paa disse lækre Sager.
Og, mødte saa en Slagtersvend
Med Benene paa Nakken,
Saa var der om Betalingen
Ej mindste Spor af Snakken.
Selv om de Ben var bare Ben,
Og hver en Skank fast gnavet ren.
Blev sjældent nogen gnaven
Paa Slagterne fra »Maven«.
Til forhøjet Pris
Den skjønne Tid al Kjødets Gang
Forlængst des værre gik:
Sort ser det ud i Danevang
For hver en Kjødbutik.
Man gamle Ben ej ynder mer
Og pietetsløst overser:
En Slagter, der ej flaa kan,
Han er og bli’er en Smaamand.
Ma d s J o r d e nr o d e r ma n d . Goddav, Kresten Smed.
K r i s t e n Sme d . Goddav, Mads Jordmormand. Ded va
da Såten, som-Du æ ble’en fin i Dav.
Ma d s . Ja, ded tror Fa’en. Nu ska vi jo ha Gasjen sat op.
K r i s t e n . Hva ska I?
Ma ds . Du føller itte mæ Verdensbegienheddeme, Mads.
£