247 / 325
243
<y
og lader dem sende hjem til mig, hvad de har, som kan bruges,
saa maa det sandelig være nok, og det er jo det bekvemmeste
baade foi dem og for os, og det er jo ogsaa en lille Afvexling
foi Dem, som siddei her i Deres Ensomhed uden nogen Verdens
Ting i Kakkelo vnen, ja, veed De hvad, søde Eru Schrøder, jeg
tænker saamænd tidt paa, at det maa være trist for Dem ikke
at have Nogen til at gaa om Dem, havde nu Deres lille Adolf
levet, saa havde De dog haft en Erindring om Deres salig
Schrøder, skjønt han jo ikke var, som han burde være, men
det skulde nu en Gang ikke saadan være, og det er jo ogsaa
dyrt at holde Hund baade med Tegn og hvad den fortærer,
men Adolf kunde jo dog have blevet en Støtte for Dem, saa
lille han var, skjønt han jo baade havde'ondt for Tænder og
Orm og ikke var til nogen Ting, men jeg er kommen til at
tænke paa det ved den Glæde, vi har af Ambrosius — De veed
jo, at det ikke gik hverken med Studenterexamen eller Kadet-
examen eller den lille Forberedelses, begrundet i Sjikane fra
Sensorernes Side, formodentlig fordi Ambrosius jo den Gang endnu
hørte G e o r g b r a n d e s og var Medlem af den liberale Vælger
forening, men nu har vi opdaget, at hans rette Kald er at
være Maler, hvad jeg for Resten altid har syntes, at han
tegnede til og nu skal vi en af Dagene op og have ham
meldt ind hos Z a h r t m a n n som Elev, skjønt han selv siger,
at han egentlig er kommet ud over Zahrtmanns Standpunkt
' og Naturalismen og Georgbrandes og kun anerkjender
J o h a n n e s j ø r g e n s e n , hvis Fane han har svoret til, men
vi maa jo have hans Billeder paa Oktoberudstillingen næste
Aar, og foreløbig har han malet sit Selvportræt til »Taarnet«,
som er symbolistisk og antyder Rosenknoppens Frembrud af
Svøbet, og naturligvis er Ambrosius selv Knoppen og Svøbet
Georgbrandes og Naturalismen og den moderne Videnskab
Sol a, og for Nemheds Skyld har han selv skrevet sin
egen Biografi til, som ogsaa skal i »Taarnet«. og som er saa
symbolistisk, at han ikke selv kan forstaa den, hvad han
naturligvis har gjort med Villie, fordi Kunsten og Literaturen
kun bør være for de gode Hoveder, og det er sandt, søde
Fru Schrøder, jeg har en Kommission med til Dem fra ham,
nemlig om De ikke havde Lyst til at give et lille Bidrag til
en Statue til B aa d e l æ r, Ambrosius har nemlig paataget sig
at samle ind til ham, men hidtil har han kun faaet en halv
Krones Penge, som var- hvad hans forhenværende Kammerater
i Skolen kunde undvære af deres Karakterpenge, men hvis De
maaske hellere vilde yde Deres Bidrag i Natura end i rede
Penge, saa synes jeg, at De skulde strikke et Par Muffediser,
sonu De jo altid plejer at gjøre til de Fattiges Juleglæde og
naar De ellers skal give til noget vældædigt, hvad Baadelær
vist ogsaa vilde blive meget glad ved, da de jo varmer dejlig
i dette kølige Vejr, vi nu har faaet, og saa vidt jeg veed,
kommer Bidragerne i Berlingeren, saa Petersen og jeg har jo
ogsaa lovet Ambrosius, at vi skulde give en lille Skjærv efter
Evne. Ja, hvis De saa har Lyst, søde Fru Schrøder, saa kan
vi jo besørge vore Forretninger med det samme. Tusind Tak
for Kaffe.
B o g g u l d .
AF
Hi
D e t koster svarligt Hovedbrud,
Naar rigtig man skal regne ud,
Hvad vore egne Penge her
Omtrent i fremmed Mønt er værd.
I Mark og Frank og engelsk Pund
Man saa maa slide som en Hund;
Af al den Regning og de Tal
Man kan jo næsten blive gal.
Saa heller sige strax som saa:
En Ma r k kan for en K r o n e gaa
En F r a n k for mer ej regnes vil,
Det la’er vi saa slaa lige til.
Hvorfor skal altid udenlandsk
Vi regne mindre værd end dansk?
Nej, lad os være fri og frank
For Indbildskhedens tomme Pjank.
Alt længe i hver Bogbutik
Har hersket denne smukke Skik,
Og kun en enkelt Gang fik H ø s t
At bryde ud af Ringen Lyst.
Dog snart han atter vendte om
Fra denne lille Daarligdom,
Saa Høstes Høst, til Alles Trøst,
Blev ej en Gang en Middel-Høst.
Dog- i vor sløje Tid man maa
Se meget styrte og forgaa,
Og nu er der den anden Mand, —
Nær Regnegade boer nok han —
Der ej sig nægter Hovedbrud
For ret at regne Kronen u d ;
Skjønt det jo dog er lovlig stift
At prøve paa en slig Bedrift!
Man ser, hvad det vil føre til:
Man løber ufejlbarlig vild.
Hvor vid en Mark vil Ma r k e n ej
Frembyde blot nu for Staahej ?
Selv Tysken fatter ej de Tal,
Naar Marken gaa og gjælde skal
I P i l e s t r æ d e for en hel,
I Ga mm el mø n t ni Tiendedel.
V9