31 / 325
( e K s >
27
Hofbager Olsen
fejrede i Fredags sit 25 Aars Jubilæum.
25 Aar i det Fag — det er mange Aar paa Bagen. Jubi
laren synes dog endnu i mange Aar at kunne bolde sig frisk.
Det kan bans Brød derimod ikke.
Festdagen bøjtideligboldtes efter Forlydende ved en større
Middag. Heri deltog alle Hofbagerens Arbejdere, saavel de,
der nylig er engagerede ved bans ny Æltemaskine, som de
Svende, der for mange Aar siden traadte i hans Brød.
Til Festen i Anledning af »Ma g a s i n d u No r d « s
Forretningsjubilæum havde den ene af Firmaets Chefer, Gros
serer W e s s e 1' — den populære Forfatter til »
Kærlighed uden
Strømper
« — skrevet et bile fixt Udstyrsstykke til Ære for
sin feterede Compagnon, Grosserer Y e 11.
Stykket, hvori der kastedes et Tilbageblik paa Forretningen
for 25 Aar siden, bar Titlen: »Hvad er Kærlighed uden Sokker.
Herre- og Dame-TTnderbeklædningsgenstande, Sengeudstyr, hvide
Yarer og Bomuldstøjer af eget Fabrikat, Gardintøjer, Brysselør-
tæpper, Overstykker saavelsom hele Habitter etc. etc., - alt i
moderne Faconer og til billigste Priser?«
„ A l e k s a n d e r af Serbien har erklæret sig for
myndig og afsat Regentskabet.
Direktør A k s e l s a n d e r af Kasino har ogsaa erklæret sig
for myndig og afsat Bi gi er. Om han samtidig har afsat nogle
Billetter, skal vi lade være usagt.
V©
Konduktør! Der faldt en Mand af!
Hvor sad han?
Her bag paa, til Yenstre.
Saa gjør det ikke noget, — han har betalt.
Theaterkatten spinder.
Dagmartheatrel:
F ie s c o.
Saadan kan man naturligvis
ogsaa godt stave det. Jeg kjender
nu ikke den nyeste Retskrivning.
Jeg sagde til Kammerherren:
»Kammerherre,* sagde jeg, »nu
spiller Professoren igjen Schiller
Troer De nu, at Marie Stuart
er nok til at tage Konkurrencen
op?« »Marie,* sagde han, »Marie
er storartet. Marie kan holde mange Aar endnu, og der er
ikke en Kat, dør kan bebrejde os, at vi ikke spiller Schiller.
Men
tag De bare ud og
se paa det for en SikkerhedsSkyld.«
Hvilket jeg gjorde. Stykket handler om, at M a r t i n i u s vil
være første Helt og Elsker, men kan ikke, hvorfor A l f r e d
Mø l l e r slaar ham ihjel i sidste Akt, hvad han meget hellere
skulde have gjort i første. For Resten er Martinius Akrobat
og Slangemenneske i Trikot og elsker Direktøren sin Kone,
som heldigvis omkommer noget tidligere paa Aftenen, for at
Abonnenterne kan faa den Fornøjelse med.
Dagen efter spurgte Kammerherren mig, hvad jeg syntes
om det. »Kammerherre,« sagde jeg, »Professoren e r farlig.«
»Berolige Dem,
mon cliér
,« sagde han, »nu skal De bare se, naar
vi faar Lurerne op i »Frode«.« »Lur?« sagde jeg, »De troer
maaske ikke, de har Lurer paa Dagmar? Jeg forsikrer Dem
for, at der var ikke en af Publikummerne i Dagmar, uden at
han tog sig en Lur. Om det saa er »Sovedrikken«, har de
neglet den af vores Repertoire. De blæser os ligefrem et
Stykke fra 7 til 12 for Tirsdagsabonnenterne om Lørdagen.
Og saa har de Pressen med dem. Jeg maa sige, at saa smuk
og anerkjendende en Anmeldelse som den, Martinius skrev om
Martinius forleden Dag i »Dannebrog«, har jeg aldrig set i
noget Blad. Og det kan nu ikke nytte, hvad man siger, for
Pressen er nu en Gang Folkets Stemme, og hvad kan det
hjælpe, at vi har baade Em i l og Olaf, naar ingen af dem
kan sætte to Linier sammen i et Blad?
Og saa vil jeg ogsaa nok sige, at Professorens Komedier
kan begejstre En ganske anderledes end det, vi spiller ovre hos
os. Om det saa er mig gamle Kat, saa blev jeg saamænd saa
varm om Hjertet, at jeg digtede en Yise paa Hjemvejen. Hvis
Kammerherren vil høre den, saa skal jeg mjave den for Dem:
Den Gang, da første Akt var forbi,
Holdt Publikum endnu Yagt,
Der slumred kun faa, da henad Ni
Man endte den anden Akt.
Men i -Søvnen hviler nu Dagmar.
Da tredie Akt var lykkelig endt,
Holdt kun Abonnenterne Stand,
Og saa i Parkettet en enlig Svend,
B o r c h s e n i u s hedte han.
Men i Søvnen hviler nu Dagmar.
R i i s vaaged endnu ved Elleve-Tiden
Med R o s e n b e r g, sin Smaadreng,
Men da var de fleste for længe siden
Gaaet hjem og i Seng.
For i Søvnen hviler nu Dagmar.
Yed Miclienat slap Resten hjem
At hvile de trætte Bene.
Saa kaldte R i i s Martinius frem.
Men da vaaged den Herre alene.
For i Søvnen hviler nu Dagmar.