26 / 325
22
IB n IF’oll^eg'SiTT-e-
Til deres Kredse hjem igjen,
| Hvor Folk dog næppe skreg af Fryd sig hæse.
>
Lang var den Arbejdstid, der gik,
J
Men længer uden al Kritik
Var dog det Resultat, man fik,
j T h i
det var nemlig en
f o r l æ n g e t
— Næs e .
1
|
f
.
De Herrer svælged i en stor
Mangfoldighed af fagre Ord,
v Som man i Rigsdagstidenden kan læse.
I
FM Net af Baner, vidt udspredt,
Var Idealet-, her blev set,
Men Samlingens RÉalitet
I Var upaatvivlelig den lange Næs e .
|
Fyldt var alt Lungerne med Vejr,
.Saa ret man for en ordinær
Finanslov i Basuner kunde blæse;
Men, hertil blev der ingen Grund,
For i Saisonens sidste Stund
Fik man et Plaster for sin Mund,
Der næsten skjules af den lange Næs e .
En smækfed »Arbejdsplan« vi saa,
Hvis Indmad kunde sagtens faa
En stakkels Evropæer til at hvæse?
Men, midt i vor Forhandlingssport
Er Fedtet i den smeltet bort;
Dog, var kun Illusionen kort,
J
Blev desto længer Vælgerfolkets Næs e .
Den veed da Vælgerne, de har,
Men, hvad de faar, den Ting er klar,
Er Løftet om at ændre hver Fadæse
Og stille hver en dybfølt Trang,
Naar man forhandler næ s t e Gang.
— Vjst bliver Ventetiden lang,
Skjønt næppe fuldt ~aa lang som Godtfolks Næs e .
\
Skorstensild.
Igaar Aftes udbrød en mindre Skorstensild
i et Hus i Borgergade. Det lykkedes dog den i Kjælderen
siddende Betjent, der netop paa den Tid havde Vagt i (laden
ved Siden af, at faa Ilden slukket, forinden Hds. kgl. Højhed
Prinsesse Ma r i e, ledsaget af Kammerherre Ro t h e , indtraf
til Brandstedet. Beboeren af Lejligheden, der ved Branden
mistede tre Kravekuapper. er efter Forlydende anholdt som
mistænkt for Assurancesvig, da han i en for kun 10 Aar siden
affattet Status-Opgjørelse har opgivet, at hans Bo knn indeholdt,
to Kraveknapper. Det vil forhaabentlig lykkes den energiske
Forhørsdommer, til hvem Sagen er overgivet, at skaffe Lys i
dette Mørke.
Opfindelserne i Menneskets Tjeneste.
Ma d s J o r d e m o d e r m a n d . (toddav’ Kresten Smed.
K r e s t e n Smed. Goddav, Mads Jordmormand. Hva’
Fa’en — jæ synes li’sorn a'a ku’ bemærke, a' Du ser noved
mere end almindelig abstragt yd i Ansegtet.
Mads. Jæ gaar sgu osse aa’ balsamerer Intellegensen,
Kresten.
K r e s t en. Fa’en heller.
Mads . Jou gu’ gjør jæ saa! Aa' jæ ka’ osse godt si’e
Dig, hva’ ded æ’, som a’ jæ spekkelerer paa. Jæ gaar Fa’en-
edeme’ aa’ overlægger, om itte a’ ded ku’ la sig gjøre, a’ Do
ku’ forfærdi’e en Besikkel.
K r e s t e n . Hvaffen’en?
M a d s. En Besikkel.
K r e s t e n . Naa — en Bajcille! Jou — ded ku kaskesens
nok la’ sig gjøre. Faa’ ded sku’ vel itte saadden li'efrem
bovstaveli’ være en te’ aa’ kyre paa?
Mads. Jou, Fa’ened'eme' sku’ han være te’ aa kyre paa.
Ha/n
sku endosse bru’es i Statens Tjenneste som kongeli’
Jordmor-Besikkel.
K r e s t e n . Død aa’ Pi n e— æ ded te’ Din Gimmaiinde?
Ma d s . Ja, ded ve’ si’e, ded æ’ jo nok hinde, som a'
der ska’ kyre paa ham, men ded æ’ dov mej, der ska’ diderigere
Faaretavendet paa Embe’s Vejne. Ser Du Kresten, naar ft’
hun nu ku’ befaardere se’ sel’ paa denne hersens Besikkel.
naar a’ hun æ’ yde aa' besørre sin Del a’ Embe’sfaarretnmgerne,
saa ku’ vi jo stry’e Befaarderingsgodtgjørelsen i Lommen. Ded
va’ dov li’som et Dyrti’stillæg te’ di lovbefalede Embe’sspaardtler.
K r e s t e n . Ded ka’ der være noved i.
Mads . Men nu kommer ded jo an paa, om a’ Du æ’
te’strækkeli’ rutt,eneret
te’ aa ku’ forfærdi’eApperatet.
K r e s t e n . Ja — hvis a’ jæ’ itte sku’ ku’ gjøre ded, saa
æ’ der ingen Smed, der ka’. — Hvor mange Hjul ve’ Du ha
paa ham?