86 / 325
A g r a r e r n e .
Over den ublide Medfart, de faar;
Thi. siden salig Træhestens Dage
Har ikke de haft saa travrige Kaar.
De trasker omkring for koldt Tand og Lud
Som Samfundets Stedbørn og Skumpelskud.
Selv Folk som J e n s Bu s k tor ikke belave
Sig paa at faa andet end »Ben* at gnave.
] Mens Staten ødsler med Millioner
Til Handel og Haandværk og Industri
Og »gamle Kasser« og nye Kanoner,
(jaar saadant Bøndernes Næser forbi.
Til Landbrug bevilges der ikke en Døjt,
Højskolerne har det ligefrem sløjt
Formedelst, at Statskassen giver dem ikke
Saa meget, som paa en Negl der kan ligge.
Dybt maa det de brave Landmænd saare
I deres Forsagelsers Region,
At ber kan endnu findes Bøndergaarde,
Som i kk e har egen Banestation.
Og sørgeligt er det, men næsten sandt,
At aldrig en Gaardmand en Præmie vandt
Hverken i Snoldeløv eller i Odder
eJ For daarlig dyrkede Husmandslodder.
— Nuvel, naar Livet saa tornestrøet er
For Bonden, da kommer det Øjeblik,
Hvor And
e r s e
n -Ro s end al og hans Kø e d t er
Kapabel at drive Agrarpolitik,
Til Bønderne i deres Vadmelsskrud
I Masser vender det Laadne ud,
Og som deres nærmeste Formaal forkynder,
At de vil fvide vor Rigsdag med Bønder.
Og saa skal Landbruget protegeres;
De store Bønder saa vel som de smaa
Skal alle til Hobe delikateres
Med Statstilskud for at pløje og saa.
Hver Langhalmstærsker naturligvis
En livsvarig Hædersgave skal gi’es,
Samt
Feu
til dem, der en Høvogn har læsset.
Vi andre faar Lov til at bide — i Græsset.
»Et energisk Menneske«,
siger Da r wi n i sit berømte Værk
om de uddøde Flyveøgler, »gaar alene op i det, han har for i
Øjeblikket«. Saa er Luftskipper J o h a n s e n ikke noget energisk
Menneske; for han gaar meget sjælden alene op i sin Ballon.
I Reglen er der en Passåger med.
F r u J u l i a n e P e t e r s e n : God Dag, søde Fru Schrøder,
habe die Ære, som Tyskerne siger paa Dagmar,- som det jo
er en Pligt for Venner af god Kunst at gaa hen og se paa,
hvad De virkelig ogsaa skulde, søde Fru Schrøder, nu da
Priserne er sat ned, saa at de ikke er mere end det dobbelte
af Professorens, og jeg' er saamænd blevet her i Byen hare
for Tyskernes Skyld, skjønt vi havde lejet Lejlighed i Skovshode,
hvor der bare var den Ulempe, at Fiskeren og hans Kone
maatte ligge i vores Dagligstue om Katten, fordi de har lejet
hele deres Lejlighed ud, men det kunde nu nok lade sig
arfangere, for om Dagen er Manden jo paa Fiskeri og Konen
sidder om Formiddagen ved Gammelstrand og om Eftermiddagen
med sit Strikketøj ude paa Vejen, saa at der hare er den
Forsigel paa hende og os, at vi ligger paa Strandvejen og hun
strikker paa Landevejen, som Frits Grønhæk siger, og naturligvis
kniber det jo lidt med Sproget, nemlig i Dagmar, ikke i Skovs
hode, men for det første er jeg jo vant til fremmede Sprog
fra Kokkelæng og Pater Lange, og for det andet har jeg i
flere Aar kjendt en gammel døvstum Dame, der var født i
Tyskland, og saa tager jeg altid Ollendollendorfs TOO Timer
med og et Lexikon, som jeg slaar op i, hvad der jo nok er
lidt besværligt, men Petrines Mørk — De veed, ham, der sender
Lig paa Tournée til Provinserne, mener, at det er nødvendigt
at leve i Fred med Tyskland og modarbejde Sjovernismen, som
han har læst om i »Politiken«, saa man bidrager til at styrkne
Verdensfreden ved at se tysk Komedie, og selv om Stykkerne