104 / 650
det efterfølgende blive forsøgt. Den vigtigste Kilde til
Fremstillingen vil være Magistratens Protokoller og Breve
i Raadstuearkivet.
I.
Den store engelske Flaade havde allerede siden den
3. August ligget ved Helsingør, uden at man der eller i
København vidste noget om dens Bestemmelsessted. De
Forhandlinger, der skulde afgøre, om Englænderne kom
som Forbundsfæller eller som Fjender, førtes ikke i Kø
benhavn, men i Kiel, hvor Kronprins Frederik og Uden
rigsministeren opholdt sig. Budskabet om det truende
Angreb kom først til Hovedstaden den 11. Aug., da Kron
prinsen ved Middagstid ankom til Byen efter en skynd
som Overrejse fra Holsten. Den elskede Fyrste, livis
Popularitet dengang stod paa sit højeste, og til hvis Ev
ner som Kriger og Statsmand Undersaatterne havde den
mest ubetingede Tillid, blev modtaget med Jubel, og
Budskabet om det nær forestaaende Fredsbrud vakte en
Storm af patriotisk Begejstring. Om Aftenen var Byen
illumineret til Kronprinsens Æ re; men alle de Forhaab-
ninger, som hans Komme havde vakt, blev haard t og
hurtigt skuffede. Endnu inden Lysene var udbrændte
i de illuminerede Vinduer, havde Kronprinsen, Natten
mellem den 11. og 12. August, forladt Hovedstaden, med
tagende sin Fader, den sindssyge Konge. Han efterlod
nogle hastige og mangelfulde Ordrer angaaende Byens
Forsvar, samt den for Borgerne saa nedslaaende Pro
klamation »Jeg iler til Arméen«, der blev offentliggjort
den næste Dag. Den øverste Magt og det hele Ansvar
overdrog han til den gamle hæderlige General Peymann,
hvem alle civile og militære Myndigheder blev under
lagt, og som fik den højeste Kommando baade til Lands
og til Søs. Generalmajor Bielefeldt og Kommandør Steen
Bille blev hans Næstkommanderende. En bekræftet Gen
98
København under Belejringen 1807.