København under Belejringen 1807.
99
part af Peymanns Udnævnelse blev tilstillet Københavns
Magistrat, der altsaa fra nu af skulde betragte ham som
sin øverste Foresatte og efterkomme alle hans Ordrer.
Magistraten gjorde dette a fe n god Vilje. Den gamle
General var agtet og afholdt i Byen, og den borgerlige
Øvrighed var ikke mindre ivrig end den militære for at
faa alt i den bedst mulige Stand til Stadens Forsvar.
En Samvirken, der stod sin Prøve under de vanskelig
ste Forhold og ikke brast paa noget Punkt, kom snart
i Stand. Alle kappedes
0111
at gøre deres yderste, og
da Ulykken ikke kunde afvendes, bar de den alle med
samme Taalmodighed. Den ene søgte ikke at skyde
Skylden paa den anden.
Det er i Virkeligheden forbavsende, med hvilken
Hurtighed de mangfoldige Forberedelser blev gjorte til
at gaa en Indeslutning i Møde. Enhver Ordre fra Pey-
mann bliver øjeblikkelig sat i Værk af Magistraten, —
undertiden foregriber den endogsaa hans Ønsker, eller
den kommer selv til ham med Forslag og Tilbud, for
hvilke Peymann altid har en venlig Tak. Den sædvan
lige langsomme og omstændelige Forretningsgang i Ma
gistraten er som blæst bort: En Resoluthed og Virke
lyst er traad t i Stedet, der tydelig nok ikke er dikteret
af undersaatlig Pligt og Lydighed, men af personlig Iver
og Offervillighed. Den taler endnu paa denne Dag ud
af hvert Blad i de gamle Magistratsprotokoller. Som
Eksempel paa, med hvilken Hurtighed Sagerne kunde
fremmes, uden at man dog sprang noget forretnings
mæssigt Mellemled over, kan nævnes et enkelt blandt
m ange:
Den 1. Sept. skrev General Peymann til Feltkommis
sariatet, at det blev nødvendigt nu at spare paa Rug
melet; af de 7000 Tdr., som Rentekammeret raadede
over, var allerede udleveret omtrent 2000 Tdr. Stadens
Møller maatte derfor tages i Rekvisition til Melmaling