15 / 162
er f. Eks. Novellen hos den ældste vestevropæiske
Novellist i den kristelige Tidsalder: Boccaccio?
En
snart skalkagtig, snart vemodig, snart frivol lille For
tælling om, hvorledes den almægtige Eros driver sit
kaade eller alvorsfulde Spil. Hvad er den hos Spa
nierne, Cervantes f. Eks. ? Et ridderligt, broget Æven-
tyr. Hos Franskmændene (Merimée) en Begivenhed,
som foregaar imellem Mennesker, der ikke tænke som
Folk i Almindelighed. Hos Englænderne (Thackeray
f. Eks.) en Samfundssatire. Hos Tyskerne (Hoffmann)
en Spøgelsehistorie eller (som hos Paul Heyse i «der
letzte Centaur») en Drømmefantasi.
Og saaledes vi
dere: med andre Ord, Novellen tager Form og Farve
af den nationale Jordbund, hvorpaa den udfolder sig,
og kan ikke nøjes med en blot æsthetisk Definition.
Hos os Nordboere er Novellen først og fremmest en
Familiebegivenhed («Hverdagshistorierne», Frederikke
Bremer, Onkel Adam) eller et Folkelivsbillede (Sten
Blicher, Mourits Hansen o. fl.).
Men ogsaa denne
Betegnelse gælder kun som Regel; nogle af vore bedste
Noveller og derimellem en af Carl Bernhards danne
en Undtagelse. —
Det novellistiske Familiebillede vinder imidlertid
ikke straks Sejren herhjemme: i det 18de Aarhundrede
maa det kæmpe med Samfundssatiren og Rahbeks mo
ralske Fortælling; senere, i Begyndelsen af det 19de
Aarhundrede, med den følsomme og romantiske Genre.