617 / 795
Ved Københavns Politis Overgang til Staten
603
gangspunkt i Loven af 4. Marts 1857, saaledes ogsaa Po
litiet sit i Loven af 11. Februar 1863, der just i Aar havde
75 Aars Jubilæum, hvis Festligholdelse vi i Dag — saa
kort Tid efter — maa have Lov at drage ind i dette vort
Samvær. Den har fortjent det; den ha r i alt Fald kunnet
bære længe. Men jeg maa springe helt frem til Retsrefor-
men af 11. April 1916, gennemført i 1919, der blandt
mange dybtgaaende Ændringer ogsaa skilte Domsmagt og
Politimagt fra hinanden, og fastslog Strafferet og Politi
myndighed ikke længere som blot straffende endsige hæv
nende, men som forbedrende og hjælpende Institutioner.
Ved denne som ved al god Lovgivning var Loven ikke
et nyt Diktat, men Produktet af en lang Overvejelsens
og Prøvelsens Periode, der endelig modnedes til Udfol
delse. Tilsvarende slaar nye Principper ikke umiddelbart
igennem, og derfor staar Gennemførelsen i Praksis endnu
i et og andet i Udviklingens Tegn. Men sikkert og vist er
det, at naar vi i Dag tager Afsked med Københavns Politi
og glæder os ved at kunne takke det paa Befolkningens
Vegne for den svundne Tid, saa er det, ved Sammenlig
ning mellem før og nu, dets ændrede Stilling fra mesten
dels at være et Straffens Redskab til nu oftest at være
en hjælpende Støtte, der har vundet os, Voksne som Børn
i den store By, for Politiets Gerning.
Det vil vel falde naturligt, at jeg endnu ganske kort
skildrer Kommunens Arbejde for Politiet i Perioden fra
1919 til Dato, for maaske at kunne eftervise, at vi a f
leverer Etaten i forsvarlig Stand. Det har været min Lod
i dette Tidsrum at være Kommunens nærmeste Repræsen
tant og som saadan at have arbejdet under 3 forskellige
Justitsm inistre (Zahle, Rytter og Steincke), 2 Departe
mentschefer (Schrøder og Svendsen) og med ikke mindre
end 5 Politidirektører (Dybdal, Hakon Jørgensen, Fabri-
cius Hansen, Thune Jacobsen og Stannn).
Ved Gennemførelsen af Retsplejereformen i 1919 indgik
H9*