158 / 275
151
Det er nemlig aabenbart, at, vare de ikke blevne satte
ind, kunde de ikke liave havt den Glæde at komme ud.
Og' under Forudsætning af, at det er tilladt at takke
Andre end Hs. Maj. Kongen, takke vi Alle dem, der
have havt Noget at sige, befale, eller foranstalte ved deres
Fængsel og navnlig ved det ene i Castellet, for den Om
hyggelighed, hvormed der er blevet sørget for at gjøre
dem deres Udgang endnu mere behagelig, dobbelt behage
lig, ubeskrivelig behagelig.
Hvilken Lykke føler nu ikke det unge Menneske,
der sad i det nævnte Fængsel! Hvor mange Lykkens
Goder opdager han ikke nu, paa hvilke lian aldrig før har
sat Priis! Han gaaer hjemme og glæder sig over sin Dør,
han beseer sin Dør, han klapper den, han kysser den maa-
skee; thi lian opdager Fortrin ved den, som han aldrig før
har troet at være Fortrin ved en Døri den er aldeles heel
og holder Vinden ude. »Hvad jeg dog har for en herlig
Dør«, siger han til sig selv, »det er dog en Fornøielse at
have saadan en Dør.
Mon alle Mennesker have saa-
danne Døre?«
Han seer til sit Vindue. »Min Gud, det Vindue er
et Vindue, der kommer Lys derigjennem! Det er dog
deiligt at have saadant et Vindue! Hvad har jeg dog for
et rart Værelse«.
»Og jeg, Menneskebarn, lægger slet ikke Mærke til,
at jeg kan gaae op og ned i dette Værelse, gjøre mig en
heel Spadseregang! Nei, det er dog mærkeligt, hvor jeg-
har været blind«,
»Og saa har Værelset, ved Gud! den Indretning, at
man kan gaae ud deraf, naar man lyster, og komme igjen,
naar man har Lyst«.
»Gud være Lov, at jeg kom til at beskadige Fredrik
den fites Buste: ellers var jeg da aldrig bleven saa,
lykkelig!«
Den tredie Delinkvent blev ved sin Ankomst paa
Rosenborg præsenteret for Kommandanten sammesteds,