147 / 230
139
decidere og resolvere, naar der indtræffer mindre væ sentlige
Ting, der ikke ere omtalte i Anordningen, medens den i
betydeligere Sager skulde forelægge det for Kongen.
5)
„Da det, i F ølge min
Callisens
B estalling er Deres
Maj.’s allern. H en sigt, at naar je g tiltræder Generaldirektør-
Embedet for Chirurgien, skal je g tillige indtræde i det
medicinske Facultet, saa ville vi ønske, at denne H ensigt
maatte vedblive og befales fremdeles efterkommet, da der
ved tvende saa nær forenede V idenskaber som Medicinen
og Chirurgien til det alm indelige bedste nærmere kunde
forbindes, dog at det bestandig maatte blive en fast R e g e l:
At ingen som blot Theoreticus dertil antages, men en saa-
dan, som i Forvejen tillige ved en udbredt og lykkelig
Praxis har erhvervet sig Reputation og tilstrækkelig Ind
sigt i den egentlige praktiske Chirurgi, hvori han tilforn
har beklædt et Em bede.“
Mon
Ccdlisen
har følt sig usikker? Det ser ud til
det, thi havde han ikke mærket, at Stemningen mod
ham blandt Chirurgerne var mindre god, og at der
vistnok allerede dengang rejstes Agitation imod ham,
havde der vel næppe været Anledning til at søge
Bekræftelse paa den kgl. Resolution
0111
hans Succes
sionsret. Men hvorledes rime denne Udtalelse af
Commissionen, som der vel ikke kan være T vivl om,
at
CaUisen
har bifaldet, sammen med
Callisens
Ud
talelse1): „ J e g har aldrig været af den Mening, at
det, ved de fleste a f vore Haandlægers illiterate Forfat
ning kunde være fordelagtigt at forbinde den chi-
rurgiske Lærestol med Facultetet. J e g har dertil
mange Grunde, som je g tildels i adskillige af mine
Betænkninger i Collegio medico og Facultetet, saa-
velsom og adskillige G-ange for Hr. Conferentsraad
von Berger
og andre haver yttret, og som disse Mænd
kunde bevidne. Nogle af disse Grunde anføres og
med megen R igtighed af Hr.
Martmi
selv. Men jeg
9
CaUisen
: Til mine Medborgere P. 13—14.