Forskønnelsen

KJØBENHAVN

SOM DEN ER OG SOM DEN BURDE VÆRE

Kære Forskønnelse!

IL Lykke med Bogen om Kjobenhavn

baade med Ideen og med dens Udførelse!

Og særlig til Lykke med Kongstad! Han har

haft en vidunderlig heldig Haand til, alene

ved Billedet paa Omslaget, at føre én lige midt

ind i det rigtige Kjobenhavn. En bedre Ouver

ture til en Bog om vor kære gamle By end dette

Virvar af røde Teglstens-Tage, Bindingsværks

gavle og Skorstenspiber paa Baggrund af Tri

nitatis, Runde Taarn og Vor Frue kan næppe

tænkes.

Det var i det hele en god Idee at faa Kong

stad til at lave Tegningerne til Bogen. Hans

ejendommelige Streg passer fortræffeligt til

Billedet af det gamle Kjobenhavn; den giver

det en egen Charme, fremhæver paa en stil

færdig og inderlig Maade den Patina, som

Aarene og Tidernes Gunst og Ugunst har lagt

over Byen og dens Huse.

Billederne er gennemgaaende gode, enkelte

— som Billedet af Sjællandsporten i Kastellet —

henrivende. Og intetsteds har Kunstneren, hvad

Malere ellers saa let kan forfalde til, givet sig

til at romantisere, lagt andet og mere ind i sin

Streg, end Virkeligheden bød paa. Men det

kjøbenhavnske Præg, den særlige, lidt nøgterne,

stilfærdige Poesi, som er det gamle Kjobenhavn

egen, er det lykkedes ham at fange.

Paa et Sted, og saavidt jeg har kunnet se,

kun paa dette ene Sted, har han ikke formaaet

at tvinge sin Pen ind under den haarde Virke

lighed, nemlig i Billedet af det fine gamle Hus

Sølvgade Nr. 38. Han har ikke kunnet bringe

det over sit Hjærte at fæste den Vandalisme,

dette Hus har været Genstand for, paa Papiret.

Thi en Vandalisme er det at anbringe Skilt

over Døren og at sætte moderne Vinduer ind

i denne Façade. Paa Billedet staar Huset endnu

urørt som i sin oprindelige Tilstand.

Og dog havde det maaske været et virksomt

Middel i den gode Sags Tjeneste at vise i et

enkelt slaaende Eksempel, hvor lidt der skal

til af Brutalitet og Smagløshed for at forstyrre

oprindelig yndefulde og fine Forhold, — her

blot Anbringelse af et Skilt og af store Glas i

enkelte Vinduer med skiltende Bogstaver.

Det er paa denne Maade, Kjobenhavn lidt

efter lidt har mistet sit oprindelige, sit særlige

kjøbenhavnske Præg og meget af sin Skønhed.

Et saadant Eksempel vilde have dannet den

fortræffeligste Illustration til Vilh. Lorenzens

Ord (Side 26) i hans Artikel om Bevaring af

gammel Bygningskunst, som jeg tillader mig

at citere: »Tilsyneladende betyder det saa lidt,

at en gammel Façade Jiist og en anden her

moderniseres. Men i en udviklingsivrig By

løber det efterhaanden op. Og det er ved disse

bestandige, altfor upaaagtede Sinaarevolutio-

ner i vor Bys Arkitektur, den store stille Re

volution en skønne Dag vil være fuldbyrdet,

hvor Kjobenhavn helt igennem er bleven en

temmelig ligegyldig europæisk Storstad af det

almindelige Gennemsnit . . . . «

Bogens Billeder gaar ud paa at vise, hvad

vi endnu ejer i Kjobenhavn af smukt og ejen

dommeligt, — en Del af det, thi der er adskil

ligt mere, heldigvis, end der er bleven Plads

til i Bogen, — dens Tekst gaar ud paa at frem

stille, hvad vi bor gore for at bevare det. Efter

at have gaaet en malerisk Tur gennem Tre-

sernes Kjobenhavn med Kontorchef Sødring,

præsenterer Arkitekt K. Varming paa en meget

behagelig Maade de vigtigste af Kjøbenhavns

Nybygninger, Arkitekt Egil Fischer opruller

et Billede for os af Byplanlægningens Love

mon ikke for Resten de Byer, der har ud

viklet sig paa Trods af alle Love, er de mor

somste? P. Johansen, Akademiets Sekretær,

siger i sin Artikel om »Gader og Pladser« mange

forstandige Ord, som Borgmester og Husejer

kan have besynderlig godt af at høre og lægge

sig paa Sinde og mange Arkitekter med for

den Sags Skyld, som naar han siger, at det

ofte synes, som om Arkitekten aldeles ikke har

taget Hensyn til sin Nabo, men arbejdet, som

om hans Bygning skulde være den eneste i

Gaden.

Redaktør Boesgaard lader »Gammelt og Nyt

mødes«, men jeg frygter for, at han ikke har

Ret, naar han mener, at Mødet paa Slotshol

mens Grund vil blive af hjærtelig Natur. »Med

de yndefulde Pavilloner ved Indgangen til

Ridebanen, de gamle Broer, de brudte Tages

Grønne, der staar saa lifligt til Lufttonerne,

med Bryghusets dejlige djærve Knude og Per

spektivets Afslutning af Christianshavn hin

sides Havnen, med alt dette ejer Partiet en

Skønhed, en rolig Fornemhed, som dog ingen

lunde er uden Liv og Farver, og som maaske

ikke har Sidestykke i nogen anden By i Ver

den«.

Det er saa sande Ord, som de er sørgelige.

Thi er ikke netop dette ganske særlig kjøben

havnske Parti det skønneste, vi har, er ikke

det ødelagt med Dødsdommen over Bryghusets

dejlige, djærve Knude. Ja, Forskønnelse, kan