389 / 403
385
dant af dem æskes formeene: At da de have Deres Kongelige
Mayestæts allernaadigste Bevilgning til for alle Ober- og Under-
Retter at løre Sager, de da icke behøve Amtmandens Tilladelse
meere her end til i andre Under-Retter udi Amtet at møde
og Sager at føre. Hvilket vi dog holde for er stridig saavel
mod Loven i Almindelighed, som høylovlig af Hukommelse
Kong Christian den Fjerdes Storemaglebye Sogns Rett aller-
naadigst givne Privilegium af 10 J u l y 1 6 1 5 i Særdeleshed,
dette sidste befaler nemlig:
»At naar Tvistighed paakommer, skal Sagen først for
Schouten og Skeppens Mænd foredrages og af dem efter
Parternes Indkaldelse søges i Mindelighed afgiort; Alt for
at forekomme vidtløftige Bekostninger og Tidsspilde, saa
vel for Parterne som dem der besidde Retten. Og skulde
de ikke ville møde efter saadan Indkaldelse, uden lovlig
Forfald, da skulde de for Udeblivelsen betale 3 Lod S. til
Dommeren med videre.«
Men da eenhver af dette Sogns Beboere, som kan have
noget at klage, nu antager Procurator, hvilke strax skrive dem
Stævning i Sagen og tilsende Skoudten den til Udstædelse,
uden i Forvejen at foredrage os Sagen til forsøgende minde
lig Afhandling i følge forhen allernaadigste Privilegii Indhold,
saa, paa det vi kunde beholde disse vores gamle Privilegier
håndhævede i sin fulde Kraft hvis Øyemærke ustridigt er det
fælles Beste, og at de Parter som kunde have noget for Ret
ten at ord deele, ikke skulle kunde antage andre til deres Sag
førere i Tilfælde at de selv ikke kunde udføre samme, end
hvem vores Amtmænd og Øvrighed dertil beskikke og tillade
som bekjendte redelige og retsindige, da der i andet Fald læt
kunde findes de iblandt som ved Kroglove og Uendeligheder
kunde søge at indvikle os (desuden ikke Lovkyndige) i For-
virrelser og benytte sig af vores Eenfoldighed, heri, ere vi
Underskrevne som for nærværende Tid besidde Storemagleby
Rett, herved paa egne og Efterkommendes Vegne allerunder
danigst ansøgende Deres kongl. Mayestæt af samme høy konge
lig Naade, som salige Forfædre høylovlig af Hukommelse
allernaadigst ville forunde os den friehed, at ingen Prokurator
her for Retten maatte møde, endskjønt den har Bevilling for
andre Ober- og Under-Retter at møde, med mi ndr e ham
25*