154 / 160
F
rue Kirke nyder godt af sin Beliggenhed, snævert paa en lille Plads, hvor
Tagets flade Rygning saa godt som ikke kan ses — knap nok det lave
Tags stæ rk t tilbageskraanende F lader og derfor heller ikke den haarde Maade,
hvorpaa T aa rne t skærer ned i Tagpartiet. Men hvad der er k a rak te rfu ld t og
godt ved denne K irke kommer netop her til sin Ret. Den store, tunge, mørk
ladne Bygning, hvis Langsider virker som Paladsfacader, ses næsten altid i
stærke Forkortn inger og trækker sine kraftige K on tu rer op mod Omgivelserne
og Himlens B laa eller Graa. Bygmesteren ho ld t af det Massive i et Bygværk,
han ho ld t af de store, stærke F lader og af Skønheden i den enkle, k la rt
formede Dekoration, som Antikken havde lært ham a t forme den. »Styrke
og Skønhed« va r hans Ideal i Bygningskunsten, og vi indrømmer, a t F rue
Kirke har disse Egenskaber ogsaa i sit Ydre, trods berettigede Indvend in
ger, som a t Korgavlens Linier er uheldige og a t T aa rne t v irker for hø jt i Fo r
hold til det brede Kirkehus, en Fejl, Bygmesteren selv va r ganske k lar over.
Stærkest og skønnest taler Frue Kirke til os, naar den med sin kraftige R un
ding i Øst pludselig aabenbarer sig for os, idet vi træder ud fra Kann ikestræde
eller Skindergade, og naar vi har for os Vestfacaden i fuld Bredde med den
doriske Tempelfront som et herligt Smykke. Sand t nok —- set fra Siderne synes
Tempelfronten os paak listret; C. F. Hansen, som hans Samtid, tæ nk te lovlig
meget paa de ren t frontale Virkninger. Men trods alle Indvendinger vil vi allige
vel ikke undvære denne Tempelportal, saalid t som vi vil undvære Kirkens
høje, stærke Taarn , der, naar K irken ses fra Nørregade, er en saa harmonisk og
monumental Fortsæ ttelse af dens Vestfacade opefter. Og næppe er der nu
noget Menneske, der ønsker dette Taarn yderligere forlænget opefter i et
Kæmpespir, som det i sin Tid var paatænk t.
Men Frue Kirke er, hvad den er, i K ra ft af sit Indre, og de tte vil igen sige
M idtskibet med de rene stærke Hvælv og den ganske enestaaende Udsmyk
ning med Billedhuggerarbejder. Det er allerede sagt før, a t a lt her er ofret for
a t gøre det store Midtrum mægtigt og storladent. Og det er sikkert med velbe-
raad Hu, Bygmesteren helt fra det Øjeblik, vi betræder Forhallens Trin, har
villet lægge a lt til R e tte for a t indstille vort Sind paa den stø rst mulige Mod
tagelighed. F ra det klare Dagslys kommer man ind i det mørke Taarn rum ,
derfra ind i den kun lidet lysere indre Forhal og her, straks ved Indgangen,
aabner det brede, dybe, fu ld t belyste K irkerum sig med sit hø jt hvælvede Loft,
der synes a t løfte sig endnu højere, fordi det ses mod Forhallens
lave
Arkade
piller som den nære, tydelige Forgrund. D ette er »grandiost« — for a t bruge et
af Tidens Yndlingsudtryk. D ette har kun en stor K unstner kunnet skabe; her
har han naaet det overordentlige.