34 / 83
30
gamle Hund derhjemme; det piner ham at se, hvor raat
Muldyr, Æsler og Heste bliver behandlet af Driverne, —
»skulde jeg i Længden se derpaa, tror jeg nok, at jeg gav
mig til at prygle disse følelsesløse Uhyrer i Menneske*
skikkelse«.
De dejlige Bygværker i Rom gør ham helt svimmel. Han
bruger sine Øjne godt med Hensyn til Broncearbejder,
men finder, at det meste af, hvad han har set, ikke over*
gaar, hvad vi kan præstere hjemme. Senere søger han ind
i selve Broncestøberierne. Kun et af de Støberier, han be*
søgte i Rom, var i Stand til at fængsle hans Opmærksom*
hed, —»man seer saa meget Kluderi i denne Branche« —,
men han beundrer i høj Grad det romerske Guldarbejde,
og han glæder sig til at komme til Neapel, hvor Bronce*
støberiet staar saa højt, at endogsaa Franskmændene lader
en Del støbe dér.
Med sine to Rejsefæller tilbringer Lauritz Rasmussen
en Aften i Den skandinaviske Klub, og han er flere Gange
sammen med den danske Billedhugger Johannes Hoff*
mann, der boede i Rom i mange Aar; han var gift med
en Datter af Overlæge Miiffelmann.
I November Maaned gaar Rejsen til Neapel. De tager
ind paa Hotel d ’Allemagne. En Svoger til Bracony’erne,
Ingeniør Balsamo, er her deres Fører. I det største af By*
ens Broncestøberier studerer Lauritz Rasmussen den sær*
lige italienske Støbemetode (czre
perdue).
Han fortæller
i Brevene til Hjemmet om Capris Skønhed, om Vesuv og
om Besøget i Pompeji, hvorfra han sender et Fotografi af
det lille Rejseselskab. Paa Grund af stærke Solreflekser
blev Billedet ikke saa godt; bedst er Bracony, han stod i
Skyggen af en Søjle. »Men det er dog morsomt at kon*
statere, at vi var der. Kunde jeg have ladet os photogra*
phere ved Nedstigningen fra Vesuv, med en Laban af Fø*