55 / 83
51
lighed har baaret i mit
Hjærte.« Nu mindedes
man hende ved dette
Monument,der var »rejst
ved Medborgeres Bi*
stand af taknemmelige
A syb og Skolebørn«, —
hende, som »selv barnløs
blevdenkærligsteModer
for fattige og forældre*
løse Børn, saa længe hun
levede«, og i en af Ta*
lerne ved Afsløringen
blev det fremhævet, at
det danske Folk her for
første Gang rej ste etMim
desmærke for en Kvinde.
Man har mod denne
Dronningestatue indvendt, at Skikkelsen med den mæg*
tige Krinoline virker overmaade massivt.
Det er overhovedet vel værd at lægge Mærke til, hvor
omhyggeligt man i Danmarks Hovedstad følger Rejsnin*
gen af hver ny Statue og af andre Værker, der gaar ind
som Led i Byens Udsmykning. Tit bliver det til en stor
Debat, — undertiden er den saa stærk, at den griber Sim
dene med voldsom Magt. Der var engang et Ugeblad, som
skrev, at Spørgsmaalet om Monumenter ofte affødte en
hæftig Diskussion, — kun om ét var der Enighed: at de
skulde støbes hos Rasmussen.
Aldrig er Stridens Bølger gaaet saa højt, som da det
gjaldt Storkespringvandet paa Højbroplads.
Fontænen var en Gave til Byen fra Foreningen til Ho*
vedstadens Forskønnelse. Kunstmaler Edvard Petersen
Carl Rasmussen.