131 / 395
AKTIESELSKABET
KJØBENHAVNS LAANE- OG DISKONTOBANK
E
f t e r
den lave Rentefod i Aarene 1886—89 og de deraf følgende Konverteringer
vendte det hele sig ret pludselig i 1890, og der fulgte nu nogle Aar med stramt
Pengemarked og forholdsvis høj Diskonto, Tiderne blev daarlige og Lysten til at
engagere sig mindre og mindre. Under disse Forhold hobede de disponible Kapita
ler sig op i Banker og Sparekasser, og da samtidig Guldproduktionen steg stærkt,
indtraadte der paany i 1894 en overvældende Pengerigelighed Evropa over. Saavel
Stater, Kommuner som offentlige og private Foretagender var ikke sene til at be
nytte sig af Lejligheden og paany skaffe sig Rentenedsættelser — den danske Stat
afsluttede saaledes i December, for første Gang i 70 Aar, et
3 pCt.
Laan, i Februar
1895 fulgte Konverteringen af ca. 250 Mill. Kr. Kreditforenings-Obligationer, senere
paa Aaret Kjøbenhavns Kommunes nye 3 pCt. Laan.
Det var under saadanne Omstændigheder ikke let at faa en god Rente af sine
Penge — i Foraaret opsagde saaledes, ganske betegnende, Sparekassen for Kjø-
benhavn og Omegn samtlige i 3. Afdeling indestaaende Kapitaler og nedsatte Ren
ten fra 3
4/5
til 37
2
pCt., men da Anlæg i Værdipapirer jo gav endnu mindre Aars-
udbytte, strømmede der ogsaa til denne lave Rente Penge ind i Masser.
Paa den anden Side var Modet og Vovelysten genvaagnet i Forretningsverdenen,
man saa atter Fremtiden tillidsfuldt i Møde, og Foretagsomheden blomstrede op
paany. Det gjaldt nu blot om at faa Mændene med de frugtbare Formaal og Mæn-
dene med de disponible Midler til at finde hverandre og forenes om fælles Virke.
Just en ægte Bank-Gerning.
Hvem der ved Aarssldftet klart saa denne Situation, var den unge Axel Heide.
Han havde da allerede nogle Aar været ansat som Fuldmægtig paa Søndre Birk
og derved haft Lejlighed til paa første Haand at følge den Udvikling, som netop i
Begyndelsen af Nitiaarene forvandlede Frederiksberg fra et Villakvarter til et Stykke
Storstad. Som den, der havde Prioritetsvæsenet under sig, kom han i daglig Berø
ring med de store Grundejere, Sagførere og Bygherrer, under hvis Hænder denne
Omdannelse foregik, og havde i disse Kredse vundet baade Anseelse og 1illid. Nu
kriblede det ham i Fingrene for at faa være med til, hvad der i Tiden saa tydelig
stod for: man havde saa længe talt om, at Kjøbenhavn dog nok en Gang vilde ende
med at erobre Frederiksberg — hvad om man nu omvendt lod Frederiksbeig ei-
obre Hovedstaden! Med andre og jævnere Ord: hvad om nu den saa smukt sam
arbejdede Frederiksberg’ske Forretningsgruppe, hvori Fuldmægtig Heide Nai Sjælen,