166 / 395
126
l a a n e k a s s e n
i
K.IØB E N
h a v n
DIREKTØR j. P. CHRISTENSEN
nok, han i sit Hjem havde lidt Bohave, hvad jo selv
den Fattigste har — paa det fik han saa Laanet, og
det saa jo nok saa nemt ud. Da imidlertid Underpant
i Løsøre efter dansk Ret er en saare tvivlsom Sikker
hed, valgte Møbellaaneren en helt anden Vej: han lod
Laantageren
pro forma
sælge sig sine Møbler, stemp
lede dem som sine og overlod ham dem igen til Leje
— en Købekontrakt og en Lejekontrakt blev altsaa
Sikkerheden, og den var til en Begyndelse god nok.
løvrigt var Betingelser, Omkostninger og Renter fuld
stændig ublu — saa at det altsaa i en Flerhed af Til
fælde netop gik som lige ovenfor skildret.
Men den Ugenerthed, hvormed disse Herrer gik
til Værks, henledede forholdsvis hurtig den offentlige
Opmærksomhed paa denne smukke Trafik, et Par af
de værst behandlede Ofre tyede i deres Nød til Pres-
og denne tog sig mcd Iver af Sagen. I alle Blade,
sen,
paa
uanset Partifarve, rejste man nu en ligefrem Fejde mod
dette Uvæsen, men længe varede det dog ikke, før der
gik Politik
i Bevægelsen, og der
med var Enigheden endt med ét Slag. Fra konservativ Side ønskede man en Aager-
lov, og dette mente man fra liberal Side af Hensyn tilden helligeFrihed at maatte
sætte sig imod — efter kort Tids Forløb saa det derfor ud til, at det bele skulde
ende med at løbe ud i Sandet.
Da var det, at I. P. C h ris te n se n , en af Laanekassens nuværende Direktører,
fik samlet en lille Kreds om den Tanke: at oprette et Laane-Institut, som ligefrem
aabnede en Konkurrence med Møbellaanerne, altsaa med andre Ord: skaffe saa-
dannc Smaalolk, som ikke havde andet at
laane paa
end deres Løsøre, Laan
dette, men under saadanne Former og paa saadanne
Betingelser, at Laanet blev en virkelig Hjælp for de
Paagældende. Man var ganske vist klar over, at slige
Laan ikke kunde blive helt billige; de private Laane-
kontorer. som savner Assistenshusets berømte »Hæler-
privilegium c,, tager jo saaledes af Laan mod
Haand-
pant
hele 24 c/„
p.
a., og Sikkerheden i dette Tilfælde
vilde snarest blive ringere, hvortil kom den vanske
lige Bedømmelse af den enkelte Laantagers Evne og
Vilje til at betale Laanet tilbage. Men paa den anden
Side vilde der dog altid blive en enorm Forskel mel
lem den for et rationelt styret Pengeinstitut nød
vendige Rente og den, der betaltes Møbellaanerne,
og af ikke mindre Betydning var det, at den Retsløs
hed, der karakteriserede Forholdet ved disse Løsøre-
Laan, afløstes af virkelig retsgyldige og for be»<æ Par-
D1REKTØR P. J. CARVIL