Men det skete i begyndelsen af halvfjerdserne,
at der blev dannet et lille selskab
af fromme og samvittighedsfulde mennesker,
som gav sig til at studere
p h
’
s
tanker og teorier
om mennesket og samfundet
og
st e en
e il e r
’
s
om vore byer.*
Ved at kombinere
p h
’
s
ideer
om forbrugerens centrale stilling i demokratiet
med tankerne fra den gode, gamle andelsbevægelse
lykkedes det at opstille en hel ny målsætning
for det fremtidige samfund
og dermed for boligen og boligpolitikken.
Disse mennesker dannede siden deres eget lille samfund
for derved at kunne gennemleve ideerne i praksis.
I dette samfund forsøgte man at indskrænke
alle de former for frihedsrettigheder,
som avler tvang,
og fremme alle de former for omtanke og planlægning,
som avler frihed.
Som i andelsbevægelsen
blev forbrugeren medejer af produktionsmidlerne,
og forbrugeren blev sin egen bygherre.
Alle huse blev opdelt i sameje og privateje.
Grund, vej, råhus og hovedinstallationer blev sameje,
boligens flyttelige dele blev beboernes privateje:
facader, vægge, mobilrum, inventar
og sekundære installationer blev løsøre,
som beboerne selv anskaffede og rådede over.
Ingen skulle længere tvinges ind
i en speciel høj eller lav boligstandard
eller i fastlåste boligplaner.
196