DenDanskeDiakonissestiftelse

- 102 -

Glædesdag! Mit Indre er opfyldt af Pris og Lov over Herrens

vidunderlige Førelse med os! Han har givet langt over det, vi

have bedet og troet, i det jordiske. Han give nu og en frodig og

aandelig Vækst, at ikke det indre i vort Hus skal komme til at

staa tilbage mod det ydre. — Gud velsigne fremdeles, hvad Deres

Majestæt planter og saar, paa Troens og Kærlighedens Omraade,

saa alt hernede en rig Høst maa bringe den levende Forjættelse

om en endnu herligere i det evige Hjem. — Maa ogsaa det kom

mende Aar være til Velsignelse for Deres Majestæt, i al god Ger

ning. Med dybeste Tak for al Naade i det gamle

allerunderdanigst _ J Søster Louise."

Med

Emmauskirkens Indvielse

- Biskop Martensen for Alteret,

Harald Stein paa Prædikestolen, hele Kongefamilien og en talrig,

repræsentativ Forsamling til Stede — syntes Diakonissestiftelsen at

have naaet sine Ønskers Maal. Samtidig traadte dens

Sygehus

ind

i de anerkendte Hospitalers Række: Overlægens, rigtig nok meget

beskedne, Gage fordobledes, og han fik baade Reservelæge og fast

boende Kandidat. Maaske den nye Stilling ogsaa viste sig i, at

Sundhedskollegiet gennem Fysikus nedlagde Indsigelse imod, at

Stiftelsen dispenserede Lægemidler, saa at den maatte lade en af

sine Søstre specielt uddanne til denne Gerning. — Diakonissestiftelsen

havde jo tilmed to betydningsfulde

Filialer, Pensionatet,

hvori

nu ogsaa Frk. Conrings 85aarige Fader tog Plads, og

Menighedsplejen

som netop samme Aar fik en fastere og endnu nyttigere Tilværelse

ved den betydelige Indsamling „til Kul og Brød", som Landinspek

tør Berggreen fik istandbragt. Paa en vis Maade kunde ogsaa

Louisestiftelsen regnes for dens Filial, om end økonomisk uafhængig.

Men dernæst havde Diakonissestiftelsen allerede en Række

Stationer,

spredte saa langt som til Falster paa den ene Side og Jylland til

den anden, og denne Række voksede Aar for Aar. Ogsaa Søstrenes

Tal voksede, og endnu langt større Ting kunde man vente under

en Leder, som ej alene fyldte sin lille Kirke til Overmaal, men

hvis Mund og Pen havde Ry vidt om i Landets dannede Kredse.

Her var altsaa stor Grund til at takke Gud og haabe paa ham.

Det mærkes ogsaa, som af Frk. Conrings Brev Nytaars Aften, af

Dronningens Nytaarsdag.