DenDanskeDiakonissestiftelse

- 1 6 1 -

Orden; pæn gammel Mand. Men nu maa jeg slutte, jeg kommer

snart ud at se til Dem som

Deres gamle trofaste

Louise."

Frk. C., 25. December 1890: »Deres Majestæt har atter be

vist mig saa megen kærlig Godhed, at jeg er hel rørt og beskæm

met og frembærer min Tak af et taknemmeligt Hjerte! Da den store

Sending kom, modtog jeg den i Sengen, som et Par Dage havde

holdt mig fangen ved et heftigt Hold i Siden. Et. Par Timer, før

Gæster og Børn kom Lillejuleaften, stod jeg op, og siden har jeg

kunnet være oppe og godt taalt de to anstrengende Dage! Lillejule

aften have vi kun eet stort Juletræ at sørge for, men rigtig Juleaften

have vi to i dette Hus og i tre af de tilstødende Huse eet i hvert.

Det er en stor Glæde at have saa mange at bære Omsorg for! og

Hjerterne føle virkelig mere varmt for hinanden i denne Tid, hvil

ket er en god Frugt af Julens Træ. Ganske yndigt, at vor

Dronning støtter os hermed! Fra Nørager vises os ogsaa den

største Kærlighed! de ere utrættelige. — Det er dejligt at have saa

overmaade meget at takke baade Gud og hans Børn for."

1891 var Frk. Conrings Dødsaar; en Aareforkalkning i Hjertet

endte hendes Liv. De mange Sygdomsanfald og Svaghedstider, som

vi have læst om i Brevene, havde intet med Indbildning eller

»Nervøsitet" at gøre.*) De var ægte nok og Døden flere Gange

nær nok. Men nu nærmer den sig for Alvor og saa meget mere beun

dringsværdigt, bliver det at hun med Døden klart for øje og midt undei

dens begyndende Favntag kan og vil sysle med de tilsyneladende

Smaating, vi her læser om. Men for hende var intet smaat, der

stod i nær Berøring med hendes Hjertes Sag. Derfor vil ogsaa

denne sidste Del af Brevskiftet vække Tanker og Tilskyndelser hos

alle, som elsker denne Sag eller i det hele Guds Riges Sag.

Frk. C., midt i Januar 1881: »For faa Dage siden havde jeg

den Lykke at se og tale med Deres Majestæt, og dog vilde jeg

atter forsøge derpaa, om ikke Aandedragsbesvær nu forbød enhver

*) Man kunde tværtimod snarere sige det samme om hende som om

Vilh. Beck: de havde

ingen

Nerver, — men vel et H jerte!