236 / 248
- 227 -
at alt dette kan holdes vedlige i en Flok paa 3—400, er jo Livs
opgave nok for hver enkelt baade af Lederne og de ledede. Her
lige Oplevelser har vi, som har faaet den Lykke at arbejde i en
slig Gerning; rigt velsignede Personligheder, skønne oprigtige Sjæle
har vi lært at kende. Snorene faldt os paa liflige Steder; magtte
vi blot findes tro!
50 Aar er en lang Tid; allerede et Stykke deraf fører os fra
Manddom til Alderdom. Maatte de yngre Kræfter, som skal træde
til, føre Sagen frem, indadtil som udadtil. Det vil ikke fattes dem
paa gamle Opgaver, som ikke er færdigt løste, paa nye, som end
ikke er begyndt at løses. Elendighedens Land er stort, Barmhjer
tighedens Land maa ikke være mindre. Men hvad det allermest
gælder om, er at de rette Personligheder findes, kaldes, opelskes til
Gerningen. Naar denne Bog er tilegnet de danske Præster og gives
hver af dem i Hænde, tager de ikke fejl, naar de, foruden oprigtig
Taknemmelighed, ogsaa deri ser Mindelse om et Ansvar, som
hviler paa dem. „Hvorledes skulle de tro, dersom de ikke høre!"
gælder med lidt Ændring ogsaa Diakonissekaldet. Men mange
flere, Lærere, Højskoleforstandere, Ledere af K. F. U. K. og andre
Foreninger, deler Ansvaret og vil dele Glæden, naar nogen ved
deres Ord finder den rette Vej ind til dette, først for andre, men
derfor netop ogsaa for Udøverne selv, velsignelsesrige og lykke
bringende Virke.
Gud velsigne Diakonissesagen her i vort Land og udover den
hele Jord! Han gøre vore Hænders Gerning fast - den Gerning,
som dog i Sandhed er
hans!
1 5 *