235 / 248
- 2 26 -
om de eller de Bestemmelser, der dog aldrig kan give Personlig
heden, hvad den ikke har i sig selv, lige saa lidt som en anden
Opskrivningsmaade bringer flere Penge i Kassen. Alligevel passer
Sammenstillingen ikke. Det betyder meget for Personlighedens
Virkekraft, om den føler sig bundet af snævre Baand, som ideligt
strammes og snærer, eller den kan røre sig nogenlunde frit og
vinde den Frimodighed i Troen (1 Tim. 3,13), der giver baade
Handledrift og Udholdenhed. Paa den anden Side maa den en
kelte Personlighed jo ogsaa afholdes fra Overgreb, for at ikke an
dre skal lide Uret og blinder i deres Del af Arbejdet. Men i et
Diakonissehus maa ganske vist den kongelige Lov, Frihedens fuld
komne Lov, Kærlighedsbudet være øverste Lov, og ikke mindst for de
øverste, der skal lære Søstrene Ydmyghed, Selvfornægtelse og Kær
lighed, vel fuldt saa meget ved deres Forbillede som ved deres
Ord.
Det kan være, at man i Skildringen af det sidste Tiaar vil
finde en mindre lys Stemning end i de foregaaende. Diakonisse
stiftelsen har gjort en Pionergerning; den har slaaet Broen og ba
net Veje, ad hvilke andre er gaaet frem. Der er noget friskt ved
disse Begyndelser; nu skal den mere udbygge og fæstne sin Stil
ling, skaffe sine Søstre mere Dannelse og Uddannelse, lægge sig
efter det gamle: ikke mangt, men meget. Det er dog ogsaa ofte blevet
udtalt, at et Diakonissehus med 3—400 Søstre egenlig er Idealet:
det kan overses, dér kan man kende dem alle og følge dem alle
dog noget indgaaende. Og tænk, hvad deres Arbejde betyder: en
Snes Tusinde syge plejes hvert Aar, Tusinder af Børn opfostres,
Tusinder af gamle og svage Mennesker hjælpes paa enhver Maade,
Hundreder af forarmede, forvildede, fordrukne Menneskebørn i en
hver Alder besøges, opledes, indtages i Hjem eller inddrages i Sam
fund til deres Oprejsning. Hvor mange Menneskeliv reddes, hvor
mange Menneskesjæle frelses, hvor mange paavirkes og befæstes i
det gode for Tid og Evighed - dersom Arbejdet gaar paa rette Vis,
ledes i de rette Baner, stiler mod de høje Maal; dersom der er en
enig Korpsaand i de mange, dersom Troen er levende, og det vil
atter sige, at den lever ikke blot paa gamle Minder, men af dag
lige Erfaringer, som ogsaa gør
vor
Barmhjertighed, i Efterfølgelse
af og som Virkning af den guddommelige, ny hver Morgen. Alene