22 / 81
er vant til ualmindelig Tarvelighed, skjælver jeg ikke saa*
meget, naar Lykken seer suurt, som de,
Der leve blot for deres Gane.
. . Mellem de navnkundige Ulykker, og der gjøre en ny
Epoke i Historien, bør Kjøbenhavns Ildebrand at regnes, da
denne Residentsstad vel med Hensyn til den blotte Størrelse
staaer tilbage for mange, men i Betydning for faa Byer, da
Alt hvad der hører til begge Rigers Styrke og Anseelse, er
her som i en Middelpunkt. Da viiste sig især den højsalige
Konges Fortjenester, og hans Godhed gav sig i denne almin#
delige Elendighed, ret tilkjende. Eftertiden skal bevare i
Minde, med hvad Omhyggelighed han i den Nød sørgede
for Overflod af Levnetsmidler, hvor goddædig han var baade
mod enkelte Personer og det Almindelige, med hvilken DriL
tighed han raadede Bod paa, hvad der indtraf, og saaledes
kjæmpede mod vor Modgang, at denne Ulykke syntes ind*
truffet i vort Old, paa det Kongens landsfaderlige Sindelag
skulde faae desstørre Mark at vise sig paa.
Fra Ildebrands Tiden var i hele tre Uger næsten ingen
Dag uden Fare. Thi ofte naar man løb til at redde eet Huus,
hørte man, det blussede op i et andet. Heraf kom nye Mis*
tanker, nye Spaadomme, nye Rygter og Varsler, saa man
af Skræk ikke torde sove nogen Nat. Nogle, forbausede
over denne forunderlige Tildragelse, spaaede med nedslagne
Øjne hele Byens Undergang, Andre svulmende af Vrede
æskede Morbrænderne afstraffede. Mig traf alt dette ikke
uventet; da jeg af Erfaring havde lært, at disse Ulykker hang
sammen og at een stor Ildsvaade føder en anden af sig; saa*
ledes mindedes jeg, det to Gange havde været i Bergen, hvor
Indbyggerne, der saa ofte have undergaaet denne Ulykke,
efter enhver stor Ildebrand lave sig paa en ny.
20