54 / 174
39
og i smaa Leveringer har aldrig været god Økonomi.
Det var noget, den høje Bygherre — og i al Fald Ernst
Brandenburg — var fuldkommen paa det rene med.
Altsaa satte man sig kraftig i Bevægelse for at tilveje
bringe de nødvendige Bygningsæmner i passende Mængder,
af god Kvalitet og til saa billig Pris som muligt.
Der var nu først Mursten. Slottet skulde opføres af
Mursten. Dem vilde man behøve mange hundrede tusender
af. At skaffe dem til Veje vilde tage Tid, — altsaa saa
man sig først og fremmest om efter Mursten.
Saadanne kunde man faa fra »Niszoe« (Nysø?), Strand-
gaard, Vedbæk, Flensborg, Aabenraa i Sønderjylland, fra
Teglværkerne i »Nifaa« og Karlebo, fra Holland, — med
hvilket Land Danmark den Gang stod i ganske anderledes
levende Rapport end nu om Stunder, — og endelig ogsaa
fra Teglværket ved Gamle Kongevej, den foran omtalte
nu nedbrudte »Teglgaard« i Smallegaden, hvilken Tegl-
gaard den Gang ejedes af Assessor Abraham Wust.
Men, man skulde som sagt bruge mange hundrede tusender
af saadanne Sten; det kunde maaske trække længe ud
med at faa saa store Masser samlede alle Vegne fra;
man maatte uden Tvivl kunne spare betydeligt ved selv
at fabrikere dem; desuden var den høje Bygherre allerede
utaalmodig efter at faa sit Lystslot, — som der endnu
ikke var begyndt paa, — færdigt, thi i Kontrakt af 1 1 . Jan.
1700 mellem Kongens Overkammersekretær Dose og
Ernst Brandenburg hedder det, at denne skulde sørge
for, at Slottet »zu kiinftigen Pfingsten des itzt lauffen-
den Jahrs« (1700) var saa vidt færdigt, at »die Balken
und Sparren auf die Mauer gebracht werden (konnten)«.
Under saadanne Omstændigheder kunde man naturligvis
ikke komme nogen Vegne med Smaaladninger Mursten
fra Holland og Flensborg eller Aabenraa eller en halv
Snes Vognladninger fra Nivaa eller Vedbæk eller fra