231 / 788
Skr. ang. Børnebidrag.
Anvendelse, naar der søges Bidrag til et Bam
udenfor
Ægte-
23 Marts,
skab)
^ r- 61-
De to nævnte Skrivelser er Udtryk for den Betragtning,
at naar man — til Brug ved Afgørelsen af, om i et givet
Tilfælde et Børnebidrag skal udbetales — skal tage et Ægte
pars Indtægt i Betragtning, maa det i et vist Omfang væie
berettiget at lægge Vægt paa, hvorvidt hele Ægteparrets
Indtægt staar til Raadighed for paagældende Families nor
male Behov, og eventuelt, hvis der paahviler Ægtefællerne
en
Forsørgelsespligt,
der er den anden Ægtefælle uvedkom
mende, og som medfører en Udgift, der begrænser den Ind
tægt, der staar til Raadighed for Ægtefællerne og deres
Børn, tillade et Fradrag ved Indtægtens Beregning. Det maa
imidlertid være en Følge af Bestemmelsen i § 216, Stk. 2,
at der ikke kan foretages et større Fradrag end 100 Kr.
for hvert af nævnte Forsørgelsespligt omfattet Barn.
Forsaavidt det paa Grundlag af Ministeriets 2 nævnte
Skrivelser maatte kunne anføres, at naar man har taget det
Standpunkt at tillade Fradrag i et Ægtepars Indtægt, naar
Biclrag til et Barn
udenfor Ægteskab
søges, saavel for dette
Barn som for et
Barn udenfor Ægteskab, hvortil Ægtemanden
alimenterer,
saa maa det være saa meget mere rimeligt at
tillade Fradrag for
Ægtefællernes ægtefødte Born,
skal man
heroverfor bemærke, at en saadan Ordning vilde være
j
direkte Strid med Reglerne i Forsorgsloven, der netop paa
dette Punkt har ladet det være afgørende, om Bidraget
søges til et Barn udenfor Ægteskab eller et Ægtebarn. -—
Hertil kommer, at et saadant Resultat netop ikke vilde
være en Konsekvens af den Betragtning, der ligger til Grund
for de nævnte Skrivelser. Thi den Omstændighed, at en
større eller mindre Del af et Ægtepars Indtægt anvendes til
Forsørgelse af deres
Fcellesbørn,
kan ikke siges at bevirke,
at ikke hele Ægteparrets Indtægt staar til Raadighed for
paagældende Families normale Behov — hvorunder i første
Linie netop maa høre Børnenes Foitørgelse.
Nr. 61. Min.-Tid.
A.
59-60.