8 / 182
FORORD
E
n Menneskehjerne er dog det forunderligste af alt, hvad
Skaberen har frembragt paa denne Jord. — Det maa
jeg sande, naar jeg ransager min egen Hjerne og finder saa
mange Tusende, snart spredte og snart sammenhængende
Minder i den om mit Liv, fra jeg var fire Aar gammel indtil
den Dag i Dag. — Det er en hel Verden, som er gemt derinde.
Og selv for den, som tror paa et Liv efter Døden, er det ve
modigt at tænke paa, hvorledes Gemmestedet for denne in
dre Verden om faa Aar vil komme til at smulre i Graven.
Derved vækkes det Spørgsmaal, om det ikke er en Pligt
for den, som har nogen Evne dertil, at give en skriftlig Frem
stilling af sine Livsminder, mens Hukommelsen endnu er
skarp, og Haanden skikket til at føre Pennen. — Med dette
for Øje har jeg nu, da jeg har naaet »Støvets Alder«, sat mig
til at skrive mit Levned.
Der møder mig imidlertid straks den Vanskelighed, at min
Mindeverden er altfor rig til, at den helt og holdent kan
bringes paa Papiret. Jeg føler mig stillet omtrent som en
Historiker, der har faaet den Opgave at fortælle om Sam
fundslivet i hans egen Tidsalder. Man vandrer som i en Skov
med groende Træer og Buske til alle Sider. Det gælder om
at vælge sig en Sti igennem Tykningen, da man dog ikke
magter af føre hele Skoven med sig til Bys.
Nogle af dem, som har skrevet deres Levned, har valgt at
fortælle om de største Træer, de har truffet i Skoven. Andre
har især dvælet ved deres eget Arbejde derude. Atter andre