DanskHaandværkerStat

331

Lærlingen skal have Kontrakt og indskrives i »Oldermandens Bog«. En

Dreng skal »naar hand ingen Lærepenge giver« staa 5 Aar i Lære, men forstaar

han Latin, da kun 4 Aar. Et halvt Hundrede Aar efter vedtog man, at Mester

sønner ogsaa kunde nøjes med at staa 4 Aar i Lære. Naar Drengen er udlært,

skal han tjene fire Aar for Svend og endda foruden her i Staden et Aar for

Mester Svend, førend han maa blive Mester i Lauget. Ogsaa i denne Bestem

melse kom der Lempelse. Mestersønner skulde helt slippe for Mesteraaret, naar

de vilde indtræde i Lauget. Den samme Bet skulde tilkomme saadanne frem

mede Svende, »som kommer her udenlands fra og efter begiæring bekommer

nogen vores Mesters Enker eller Døtre efter Guds Forsiun til Ægteskab.«

Bogbinderfaget synes ikke altid at have givet dets Udøvere særligt rigt Ud

bytte; ofte klager de over Indgreb i deres Bettigheder, snart er det galt med

Bogtrykkerne, der mod Forordningen sælger indbundne Bøger, Fuskere og Sol

dater gaar dem i Næringen. I 1741 skriver de til Kongen, at: »Yi er kommen

i saadan Dekadence, at vi ikke kan leve af vor Profession med Kone og Børn

formedelst visse Misbrug, som har indsneget sig til Laugets største Præjustice

og totale Buin.«

I Carl P. Nielsen og B. Bergs

Danmarks Bogbindere gennem kOO Aar

gives

der fyldig Besked om Laugets Liv og Trængsler gennem Aarene, men ogsaa

mange fornøjelige Beretninger om Bogbindernes Liv og Færden, Billeder af stor

kulturhistorisk Interesse. Saaledes handler et helt Kapitel om Bogbinderziinften

med de talrige Skikke og Ceremonier, der gjaldt baade Lærling og Svend og

ikke mindst var af Betydning for den »farende Svend«. Det var et Slags Fri

mureri, som enhver Svend maatte kende, hvis han søgte Arbejde i en fremmed

By. Bogbinderziinften florerede stærkt i Tyskland og kom derfra til Danmark,

hvor den indtil Midten af forrige Aarhundrede stod i fuld Blomst.

Ligesom Mestrene havde Svendene ogsaa deres Organisation, men først i

1873 dannedes Bogbindersvendenes Fagforening. Den begyndte med at stille

nogle efter vore Dages Anskuelse meget spagfærdige Fordringer, og da Me

strene ikke vilde gaa ind herpaa, erklærede de Strejke. Af 80 Svende havde

dog kun 16 nedlagt Arbejdet, og to Dage efter var Tallet gaaet ned til 7. Et

Forlig kom i Stand, men Svendenes Gevinst var pauver. Nu var der Fred i

mange Aar, og først i 1896 optoges der Forhandlinger om Lønspørgsmaalet. I

1899 fremsatte Svendene nye Fordringer, og efter en Strike paa 3 Uger opnaa-

edes Forlig. I 1904 blev der fra Mestrenes Side erklæret Lock-out, den varede

i 3 Maaneder. I 1905 opnaaedes en Overenskomst, der skulde vare til 1910.

Saa kom der atter nye Forhandlinger. Ny Overenskomst til 1913. Fra 1914

til vore Dage betegner Overenskomsterne en stadig Opgang for Svendene, der

fra at tilhøre et af de lavest lønnede Fag nu staar som tilhørende et af de højest

lønnede. Denne Omvæltning er imidlertid en af Grundene til en stærk Tilbage

gang i den rent haandværksmæssige Gren af Faget og særlig Arbejdet til Private

har maattet lide herunder. Indbinding af Privatbogsamlinger er blevet et Lieb

haveri, som kun den formuende Bibliofil kan tillade sig. Med andre Ord Faget

industrialiseres mere og mere, og den maskinindbundne Bogs Sejr over den

haandindbundne er det for Bogbinderhaandværket saare beklagelige Besultat.

Bogbindernes skattepligtige Indkomst var i 1930 for Københavns 253 Mestre

tilsammen 1.288.000 Kr. eller en Gennemsnitsindtægt af 5.091 Kr.