12 / 63
er gaaet i Arv til os fra Laugstiden. Det var den
gang betydelig større end det, der bruges nu, og
det beskreves i Laugstiden: »udi Størrelse som en
Tomark udi Oval og derudi et Justitsbillede med
Overskrift«. Justitsbilledet er endnu bevaret som
et Symbol paa Retfærdigheden, og vi maa ønske,
at vort Fag i al Fremtid maa kunne føre dette
Symbol som et Bevis paa Retfærdighedshandlin
ger ved Disk og i Rod.
Den Kiste eller Lade, som det kaldtes — paa
Svensk hedder det Låda (en Æske) — indeholdt
Laugsprotokollen og Laugsformandens Signet og
hans Hammer, altsammen Ting, der anvendtes
ved Laugsmøderne, og som der vaagedes over
med en Pietet, som vore Dages Handlende maa-
ske vilde smile lidt over at se igen; men man
havde i de Tider en afgjort Respekt for det
fra Fædrene nedarvede, en Respekt, som vi, naar
vi tænker Tingene tilbunds, maa betragte med
den største Agtelse.
Selvom Lauget efter Næringsloven af 1857’s
Bestemmelse ophørte efter en Overgangsperiode
paa 5 Aar, hvor man ligesom skulde lære at til
passe sig efter de nye Forhold, saa ser vi dog,
at de gamle Laugsbestemmelser ikke saadan uden
videre kunde udslettes; der skulde gaa adskillige
Aar, indtil den Generation, der paa det Tids
punkt drev Forretning, var ophørt, og den unge
Slægt, der voksede op under de nye Forhold, var
moden til at anvende de nye Bestemmelser.
— løvrigt er det interessant at se de Forslag til
Love og Bestemmelser, der indsendtes til Magi
strat og Regering; det viser os ofte, at det ikke
er os, der har fundet paa noget nyt, men kun
taget vore Forfædres Tanker op paany og nu
laaet det lovfæstet. Dette gælder f. Eks., at »en
hver Urtekræmmer under passende Mulkt skal
over Indgangen til sin Butik have anbragt paa et
iøjnefaldende Sted og med tydelige Bogstaver sit
Navn.«
I et Forslag fra Laugstiden ser vi dette Ønske
fremsat (1823), og noget over 100 Aar efter blev
det stadfæstet i Næringsloven af 1932.
Kampen mod Vanskelighederne for Handels
standen var selvfølgelig ikke ukendt, og vi fin
der blandt disse Vanskeligheder mange gamle Be
kendte, saaledes allerede 1707 Klage over Handel
ved Dørene, og gennem hele Foreningens Historie
gentager det sig. Det har ikke manglet paa Lyd
hørhed fra Regeringens Side, ligesom vi ogsaa
har oplevet det siden Næringsloven af 1932; men
det synes os, som om Regeringen blot vedtager
Loven, msn intet gør for at haandhæve den.
Det kan vist uden Overdrivelse siges, at Omløberi
og Handel ved Dørene aldrig har været drevet i
saa stor Stil som i de sidste 4—5 Aar. Om det
nogensinde lykkes Handelsstanden at blive denne
Plage
k v it,
ved vi ikke.
I
tidligere Tid var der
noget, der hed Patruljebetjente i Gaderne; de
kunde dog i nogen Grad holde Tiggere og Trap
pehandlere i Ave; men nu lader det sig aldeles
ikke gøre, og de Butikshandlende, som det hele
gaar ud over, holder ikke af at være Anmeldere.
— Afskaffelsen af Jule- og Nytaarsgaver havde
man ogsaa i Laugstiden Øje for. Allerede i 1824
begyndte man at røre paa sig, og senere i 1848;
men Tidens Kværn maler langsomt, der skulde
gaa mere end 50 Aar endnu og mange Kampe
finde Sted, inden det lykkedes Handelsstanden at
ryste denne meningsløse Udgift af sig. Det var
omkring 1912— 13, at det endelig blev forbudt,
og der er næppe nogen Handlende nu, der kunde
ønske at vende tilbage til de gamle Forhold. Det
har vist sig, at det Tillidsforhold, der var mel
lem Købmænd og Kunde, meget vel kunde be
vares uden dette Vederlag.
Urtebod fra det 17. Aarhundrede.
7