121 / 238
HOVEDKONTORET OG DETS PERSONALE
SELSKABETS REVISORER
T
»od Samklang med Stifternes Anskuelser saa vel som med hele
1 den nærmest forudgaaende Tids beskedne Livsførelse i al Almin
delighed var en gennemført Sparsommelighed i Administrationen
v e d
Hafnias Start en ubetinget, omend stiltiende Forudsætning. Spar-
sommeliehedstendensen prægede ikke blot stærkt Valget at de første
Kontorlokaler (jfr. Side 129), men ogsaa paa flere Maader Ansættelsen
af det første Hold Kontorpersonale. Man lagde ud med siger og ski i-
ver to Kontorbetjente, og maalt med vor Tids Alen var det latterligt
smaa Beløb, som disse første Kontorbetjente fik tilstaaet som Gager.
Først og fremmest maatte man selvfølgelig have en Kasserer, og
som saa dan ansattes da cand. phil.
D a v id M a z a r d e l a G a r d e
med
en Begyndelsesgage af 20 Rdlr. maanedlig - mod at han stillede
en betryggende Kaution, foreløbig paa 2000 Rdlr. Og denne saa flot
doterede Stilling opnaaede Mazar de la Garde maaske endda kun
«gennem Bekendtskab»; han var nemlig en Skolekammerat at Skib-
sted o°’ Thiele. Han maa antagelig have været forudseende nok ti
rio-tio-fat vurdere de Fremtidschancer, Stillingen bød, og til her
overfor at lade Hensynet til Begyndelsesgagen træde i Baggrunden.
O i saa Fald skuffedes han da heller ikke! Allerede et Par Maaneder
efter sin Ansættelse fik han det første maanedlige Løntillæg af
Rdlr., o« da han i den nærmest følgende Tid med ret korte Mellem
rum f i kny Løntillæg — om end hver Gang smaa - var han dog
allerede fra Begyndelsen af 1874 oppe paa en Gage af 800 Rdli. aai-
lio- — et efter Tidsforholdene og Arbejdets daværende Omfang ikke
helt ringe Beløb. Og senere blev det jo et virkeligt godt Embede at
være Hafnias Kasserer — som naturligt var for en saa ansvarsfuld
Stilling Mazar de la Garde forblev da ogsaa i Stillingen i over 28
Aar, nemlig indtil 1. Juli 1900, d .v .s . til nogle Uger, før han døde.
Ved sit 25-Aars Jubilæum som Kasserer i Hainia i 1897 vai han
blevet udnævnt til Justitsraad.
, ,
.
,
Foruden Kassereren antoges straks en «Skriver»,der lønnedes med
10 Rdlr. (!) maanedligt. Det var hele det Personale, man mente at
have Brug for foreløbig. Tilsammen havde de to Kontorfunktionæ
rer en maanedlig Gage, som en Piccolo med blot den mindste Smule
Selvagtelse i vore Dage vilde rødme over at modtage. Naa, Penge
nes Værdi var jo den Gang adskilligt større end nu, men alligevel!
Man vil ikke kunne nægte, at Personalets Gagebudget til at begynde
med var mere end beskedent. Ganske vist var det Arbejde, Funk