122 / 238
H O V E D K O N T O R E T OG D E T S P E R S O N A L E
111
tionærerne havde at udføre, ogsaa overmaade beskedent. Der gaar
da ogsaa sære Frasagn om det Antal Romaner, Kassereren i den dog
stærkt begrænsede Kontortid fik Tid til at konsumere, og om de hef
tige Diskussioner om alle Tidens brændende Spørgsmaal — ikke
blot om Livsforsikringen — der førtes paa Kontoret i Selskabets
tørste Levetid. Kort sagt, det var den rene Idyl, der herskede paa
Hafnias Kontor i hine Dage! Ogsaa for saa vidt som Kassereren til
lige var Bogholder — et Forhold, der minder om FrodelVedens Ti
der — Sekretær, og ikke sjældent tillige konstitueret Forretnings
fører, naar Ramm, som det hyppigt skete, var ude paa en af sine
Agitationsrejser. Det højst uheldige Forhold, at den samme Person
fungerede baade som Kasserer og Bogholder, gav forøvrigt meget
tidligt Anledning til gentagne livlige Diskussioner i Direktionen, og
allerede i Midten af 1873 vedtoges det at ansætte daværende Fuld
mægtig i Revisionsdepartementet F. S.
G y l d e n d a l
som Bogholder,
idet det samtidig paalagdes ham at gøre Udkast til et Regulativ for
Bogholderens og Revisorernes Virksomhed. Forinden Gyldendals
endelige Ansættelse med en Gage af 300 Rdlr. aarlig fra 1. Januar
1874 havde Bogholder V.
F a r e r
fra Privatbanken iøvrigt været be
hjælpelig med Bogholderiets Anlæg og havde afgivet Erklæring om,
«at Hafnias Bogholderi nu er ordnet».
Af Direktionens Medlemmer deltog særlig
T h i e l e
i den første Tid
i et ikke ringe Omfang i det daglige Kontorarbejde; men iøvrigt var
det Forretningsfører
Ramm,
der kommanderede den lille Funktio
nærstyrke, der snart forøgedes med endnu en «Skriver». Med ham
var man iøvrigt ikke rigtig heldig; thi allerede i Sommeren 1875
maatte han bortvises, fordi han havde gjort sig skyldig i Uredelighed.
Det Beløb, for hvilket han havde besveget Selskabet Kasse, var vel
ikke stort, kun et Par Hundrede Kroner; men han kunde, til Trods
for at han fdi Tilladelse til at erstatte det ved maanedlige Afdrag
paa
6
Kr., ikke overkomme Tilbagebetalingen, og Beløbet afskreves
derefter som Tab, medens Synderen fik Lov at løbe. Heller ikke
med den først ansatte Skriver gjorde man i Længden gode Erfarin
ger. Han, der bragte Kontorets Postsager paa Posthuset, faldt for
Fristelsen til at tilvende sig et Beløb, som han skulde afsende, og
da han for at skjule dette i Postkvitteringsbogen havde efterskrevet
en Postembedsmands Navn, og desuden, da Opdagelsestimen slog,
haardnakket nægtede at have gjort sig skyldig i noget ulovligt, foran-
ledigedes han anholdt af Politiet som sigtet for Bedrageri og Falsk.
Da han i 1877 havde udstaaet sin Straf, «og det» — som del herom
hedder i Direktionsprotokollen — «efter Omstændighederne maa