9 / 253
F O R O R D
„D en n e Overgang, der skulde føre til et Nationalteater, vilde være
en af de allermærkeligste, hvis man kunde gennemskue den; men
Efterretningerne ere paafaldende magre og utilstrækkelige“. Det er
N. M. Petersens Ord, hvor han i sin Litteraturhistorie under Omtalen
af Holbergs Virken kommer til det Tidspunkt, da der var ved at ud
vikle sig en fast Skueplads, hvor den danske Komedie snart skulde
vinde Indgang som en Erstatning for de fremmede Skuespil, der tri
vedes ved Hoffet og ageredes af vandrende Komedianttrupper.
N. M. Petersen har Ret. Denne Overgang maa erkendes som en
af de allermærkeligste i dansk Kulturs Historie. At Landets Sprog
fandt Vej til Skuepladsen, er i sig selv et Fænomen, der sætter Skel;
men dertil kommer, at de Komedier, der uløseligt er knyttet til den
første danske Skueplads og staar som Indgang til moderne dramatisk
Digtning i vort Modersmaal, er saa ejendommelige i Indhold og Støb
ning, at de endnu kan betragtes som Mønstre paa gode komiske Skue
spil. De ældes ikke, de mister ikke deres Tiltrækning. Paa Skue
pladsen virker den Holbergske Muse kaad, sprælsk og bidende som
for to Aarhundreder siden.
Desværre har N. M. Petersen ogsaa Ret i, at Efterretningerne er
paafaldende magre og utilstrækkelige. De er det stadig, til Trods for,
at der siden denne højtfortjente Litteraturforskers Dage er fremkom
met adskillige Aktstykker, som kaster Lys over den første danske
Skueplads. Men de er alle af en usammenhængende og brudstykke
agtig Karakter. Bortset fra enkelte Monografier har heller ingen følt
sig tiltrukken af den Opgave at give en historisk Fremstilling paa
Grundlag af dette Materiale.
At Materialet er af en saadan Beskaffenhed skyldes flere Aarsager.
En Række Akter i Danske Kancellis Arkiv, der maa have indeholdt
værdifulde Oplysninger, er tilintetgjort ved arkivmæssige Kassationer
allerede i det attende Aarhundrede. Praktisk talt er kun de bevaret,
der har ført til en under Kongens Haand udfærdiget Ekspedition; af
andre findes Uddrag i de saakaldte Supplikbøger, medens der af hen-
lagte Sager kun er Rester tilbage. Man maatte indgive, ikke een men