mange Ansøgninger for at opnaa et Resultat; en Mand, der 1736 blev
Birkedommer paa Læsø, havde i Løbet af elleve Aar søgt 145 Gange
om Bestilling. Andre Arkiver, der vilde have givet Oplysninger i det
foreliggende Tilfælde, er paa nogle faa Stumper nær forsvundne; det
gælder Borgrettens Arkiv, Fattigdirektionens Arkiv og de ældste Dele
af Politimesterens Arkiv, det gælder ogsaa Storkanslerens og de skif
tende Hofmarskallers Embedsarkiver. Breve og Papirer af mere privat
Natur om den første danske Skueplads er næsten alle gaaet tabt. Der
til kommer, at Datidens Aviser kun sparsomt ved at berette om den
nye danske Scene, af enkelte er endda kun et begrænset Antal Numre
bevaret; Holberg selv omtaler den i almindelige Vendinger og kom
mer blot undtagelsesvis ind paa Detaillen. Endelig var den tidligste
danske Skueplads næsten gaaet i Glemme i det attende Aarhundrede,
der var ingen Forstaaelse af, at dette Kulturfænomen havde histo
risk Interesse og man havde ladet Mindet om det dø bort. Hvad J. H.
Schlegel skrev om Skuepladsens Historie (1764) var blot en yderst nød
tørftig „Vorbericht“ til et Par af Broderens dramaturgiske Afhandlinger,
og Fr. Schwarz’s kortfattede Efterretninger (1785) viser, at der selv i
snævre interesserede Kredse var en lidet fyldig Overlevering om Skue
spillene i Frederik den Fjerdes Tid. Men siden er Forstaaelsen kommet
og dermed Mindet vakt til Live. I det sidste Aarhundrede har Lærde
som Rasmus Nyerup, Werlauff og Chr. Bruun, Teaterkyndige og Hol-
bergforskere som Rahbek, Overskou og Julius Martensen gransket efter
det danske Teaters Oprindelse — uden at nogen fyldestgørende og
sammenhængende Fremstilling dog hidtil er bleven Frugten af disse
Studier.
Det staar mig derfor klart, at det baade er en vanskelig og en
utaknemlig Opgave, jeg har givet mig i Kast med, naar jeg har taget
hele dette Spørgsmaal op til Behandling. Vanskelig fordi Stoffet er
utilstrækkeligt paa mange Punkter, saa at Forskeren hvert Øjeblik føler
Grunden svinde bort under sig, utaknemlig fordi mange af de Kends
gerninger, jeg har at fremføre, maa være kendt i Forvejen. Men jeg
har søgt at stille det foreliggende Stof i ny Belysning, at finde de
manglende Bindeled, at bringe Orden i Enkelthedernes Kaos og faa
dem ind i den historiske Udvikling, hvor de som Led hører hjemme.
Tidligere Efterforskninger har væsentlig bevæget sig inden for Kancelli
arkivets Rammer; jeg har afsøgt alle Arkivterritorier, hvor der var
noget Haab om Udbytte, og skønt den sidste Opsøgning altid er den
vanskeligste og mindst lønnende, fordi det Stof, der ligger paa de