246 / 433
Berg som Rytter.
(Frit efter K aa lu nd .)
H r. B e r g en Gang gik ud paa Sjov,
Der L a f han paa en -Hæ rlov liden,
Som tøjret stod i K a u f m a n n s Tov,
Skøndt end det var i Sommertiden.
D a C h r e s t e n nu var noget flov,
Og — skøndt et ærligt Skind for Resten
N ys havde ærgret grøn sig næsten
P aa Grund af Højres Sø v æ r n s-L o v ,
Han syntes, det var ikke Rov
å t faa sin iiile Part af Festen
Og ta’e en Bid til Husbehov.
Og flux begyndte der en Jagen,
E t Væddeløb, som gik i Ring
Med slig en Fart, omkring, omkring,
Saa man vist aldrig har set Magen.
Det kunde varet hele Dagen
Og blevet dog til ingen T ing;
Men C h r e s t e n gjorde snildt et Spring
T il Højre
det forandred’ Sagen,
Thi Loven, som var i Galop,
Fik ikke T id at sige Stop,
F o r C h r e s t e n med et vældigt Hop
Alt sad den overskrævs paa Bagen
Med sin bekjendte svære Erop.
Hærloven fik paa en Gang Fart,
Den floj fra Folketing til Landsting;
Tilbage til vor «tredje Stands» Ting
Den sprængte saa. og derfra snart
Fo’r den af C h r e s t e n fast omklamret
Den lige Vej til Udvalgskam ret;
Det Hele gik med Vindens H ast!
Forbløffet holdt sig C h r e s t e n fast,
Han havde aldrig lært at ride,
Ballancen var hans svage Side,
Og saadan over Dal og Bjerg
At styrte frem, kan nok man vide,
Det var for meget — selv for B e r g .
Nu skulde det sig netop hænde,
At Lovens Ejer K a u f m a n n stod
Tæt udenfor sin lille Bod
Og kløved teknisk Pindebrænde.
Sin Hærlov kunde knap han kjende,
Saa rap var aldrig før dens Fod;
Forundret monne han sig vende.
Han saa og saa igen og saa:
J a vist, der kom jo Loven henne,
Men hvem var Rytteren derpaa?
E ja ! Hvor monne
*Punch*
da grine,
Da C h r e s t e n først saa nær ham kom,
At han fik set hans sære Mine,
Og strax han tænkte: Død og Pin e!
Hvad vil vel K r i e g e r synes om
At se d e n G jæ st ubuden trine
I Udvalgskamrets Helligdom?
Dog var det Bedste end tilbage;
Thi hør nu L øjer! Alle Dage
Var Porten lukt for K r i e g e r s Hjem,
Ikkun en Laage eller Lem
— Hvorledes man det nu vil tage —
Tillod en lille Lov at jage
Derind i Templet lige frem,
Og denne Vej var ganske nem
For Loven, men for lav des værre
For den ubudne svære Herre;
Maaske, hvis han med megen Hast
Behændig havde Panden bukket,
Og siddet ret i Sadlen fast,
At han foruden Overlast
Igjenuem Laagen kunde stukket;
Men C h r e s t e n Øjnene kun lukked’
Og lod staa til, om Højres Port
Hvad eller og hans Degneboved
Var af det bedste Tommer gjort.
E t Nu, da var Forsøget vovet!
Det var et Skrald, det var et Brag,
Som før ej hørtes nogensinde,
Undtagen i det store Siag
Ved K j æ l d e r n æ s , hvor helt i Blinde
Paa Grund han styred’ og blev Vrag,
Det var et Drøn som Dommedag, —
Fæld Taarer hver en Dannekvinde! —
Paa sin republikanske Bag
Drat B a j e r om, mens
Morgengnavet
Fik næsten Kolerine af ’et
— Hvad tidt det faar ved visse Vinde.—
Dog Porten holdt og Højre stod;
Men C h r e s t e n , som lob Panden mod
Og drak den frygtelige Skalle,
Var værst dog faren af dem Alle-,
Thi han slap ej med Næseblod.
Han blev aldeles flad paa Snuden,
Og Panden brast, skøndt den var tyk,
Saa mistede han des foruden
Den Glorie rundt om Hovedhuden,
Hvormed i Tale og paa Tryk
Han fordum styred’ Venstreskuden.
Ned faldt hans Tordengudsparyk,
Og Tordenguden,
Han dratted’ selv ned paa sin Ryg
Og hævned Torten rned en Tuden, .
Som T a u b e r selv fandt næsten styg.
Men at vi fik, hvad Folk end snakke,
En Lov, der trodser Regn og Blæst,
Se, derfor kan vi gi’e A ttest;
Vi mest kan C h r e s t e n s Buler takke
Og T h o m s e n saa og B o j s e n næst.
Statiatisk-topograftsk Beskrivelse
af
Kongeriget
Danmark
i 18 8 0 .
Eegerisigsføraieis
(fortsat).
Hovedstaden Kjobenhavn bar
sin egen Regeringsform. Denne
bestaar af tre Elementer, M a g i
s t r a t e n , P o l i t i e t og P r e s s e n .
Pressen har Overkommandoen,
som den udøver med megen
Strænghed og ubønhørlig Retfær
dighed. Fire underordnede B e
tjente, der for Kommers Skyld
kaldes Borgmestre og af samme
Aarsag beklædes med bøje Titler og gode