JPJacobsen

BARNDOM I TH IS TED

te Vikingeskibe, middelalderlige Borge og Alverdens andre

Herligheder.

Gaar vi en Dag ned til Fjorden og iagttager Peters og

hans to Kammeraters Leg, kan det hænde, at vi ser dem iv

rigt optagne af at samle Flintestensknolde sammen for deraf

at bygge en underfuld Borg blandt Sivene, og bedst som det

er, finder en af dem en lille død Fisk. „Det er Toves Lig!“

siger en af Drengene, mens han stirrer paa den lille Fisk,

det er ham, der senere skal blive „Gurresange“s berømte

Digter. Og slaar vi op i „Niels Lyhne“, kan vi der læse:

„Og en Gang bygged de et Gurre af Flinter,

en død

lille Fisk i en Østersskal var den døde Tove og selv var vi

Kong Valdemar, som sad sørgende hos.“

Drengen var Digter i sin Leg. Han og de to Kamme

rater eller snarere den ene af dem, han, der i „Niels

Lyhne“ kaldes „Præstens Frithiof,“ legede een lang Leg;

det var ikke saadan, at de i Dag fandt paa eet, i Morgen

paa noget andet, nej de legede eller maaske rettere levede

videre hver Dag paa ny den samme Heltehistorie, som efter-

haanden blev uendelig lang. Det var Ingemanns „De under

jordiske“, der havde givet Stof til Legen; begge Dren

gene vilde være „Halfdan“, ham hentede de hos Ingemann,

og saa digtede de selv videre. Men Drengen var ogsaa

Videnskabsmand. Naar de var tre sammen dernede ved

Fjorden, hvilede Heltehistorien, den var kun for to. „Frit

hiof“, der kunde drømme som Peter, var god at fantasere

med; men „Erik“ havde andre Ting for. Det var ham, der

kunde svømme ud til Sønderhagen og tilbage igen uden at

hvile, og det var ham, der med en Sten kunde ramme

Kirkefløjet. Det kan vi læse om altsammen i den Bog, der

fortæller Digterens Barndomshistorie, for „Niels Lyhne“

er, i hvert Fald hvad angaar det Kapittel, der skildrer