Previous Page  148 / 166 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 148 / 166 Next Page
Page Background

134

III Studenterliv og kollegieliv.

kun en sjælden gæst i kredsen herinde, men nogle gange kom

den og havde døden i følge. Det var unge mænd, den bort­

rev, hvis livs spor snart blev slettet ud, hvis navne blev glemte

af samtid og efterslægt. Lad mig nævne dem:

F . P. Bøtt-

cher

, d. 1752 ,

P. Windelboe,

d. 1755 ,

J . P. Sæby,

d. 1760,

F. C. Mannesen,

d. 1 7 7 3 1),

C. G. Heuermann

, d. 17 9 1, og

Chr. Friis Rottbøll,

d. 1796. Og blandt dem kan nævnes een

endnu, dog med den forskel, at han trods sin ungdom var vel­

kendt og endnu ikke er glemt i Danmark. Det var

Frederik

Christian Eilschow

2), som døde her paa kollegiet i oktober

1750. Kun 25 aar gammel havde han allerede skrevet en hel

række skrifter og vakt en del opmærksomhed; hans stadige

fremhævelse af modersmaalets ret overfor latinen og hans an­

greb paa latinskolernes daværende ordning skaffede ham mange

modstandere. 1747 kom han herind paa kollegiet og udsendte

samme aar sin disputats om danske ord, som kunde afløse

brugelige latinske. Den førte ham ind i en stor strid; hans

indlæg er friske og »en galop«, som han siger, og paa et

efter den tid sjældent rent dansk. Mange ord, som han har

dannet, er gaaet over i vort sp rog3). — Atter og atter tog

han til orde for at hævde filosofiens betydning, og det bedst

kendte af hans skrifter nu er vel »Filosofiske breve« fra 1748.

Men, som det blev sagt efter hans død, »saa stort et forraad,

som han besad i naturens rige gaver, saa stor en mangel havde

han til deels i lykkens gode ting«4); hans evner fandt ikke

den fortjente paaskønnelse, og han maatte kæmpe sig igennem

paa forskellig vis. Eftertiden paastod, at næringssorger og de

mange misundere, han efterhaanden fik, fremskyndede hans

død5); nok er det, i oktober 1750 blev der brat gjort ende

paa alle de forhaabninger, der var knyttet til denne unge mand.

*) Regnskab 1772— 73.

2) Jfr. Biograf, lex.

3) E.s modstandere var

især

P. C. Stenersen,

0

. Stokjieth Pihi

og

Jacob Høyer.

4) Kjøbenhavnske

ny tidender om lærde sager, 1750, nr. 44.

5) Philomusus: Om stiftelser,

s. 117, og Iris 1792, I, 293 anm.