149 / 187
B I O G R A F D R E N G I
19 1 0
Efterhånden som publikum købte billetter, fulgte jeg dem op i
teatret, der var noget større end forhallen. Man måtte sætte sig,
hvor man ville, da der jo ikke var noget, der hed nummererede
pladser.
Der var intet om, når forestillingen begyndte; der skulle gerne
være over halvt fyldt i salen, når Petersen begyndte. Da dette af og
til godt kunne trække lidt ud, skete det, at man blev lidt urolig og
gav sig til at trampe i gulvet. Så måtte jeg ned til Petersen og med
dele: »Petersen, nu tramper de«. Så forlod Petersen sit spisekam
mer og gik hen og låste døren ud til gaden, hvorefter han gik op i
operatørrummet.
Nu skulle det store under ske. Han slukkede lyset i salen, og jeg
smuttede ned til spilledamen for at gå i gang med alle mine sære
lydfrembringere. Spilledamen ledsagede filmene med enkelte strofer
af meget forskellig musik på det slidte hakkebrædt. Og det skete
efter gehør. Hun spillede valsetoner, når man så det elskende par,
— marchtoner, når man så soldater, og det selv om de stod stille.
Og endelig spillede hun altid, når man så indianere, en melodi, der
hed »Hiawatha«. Af og til knækkede filmen, og så blev der lys i
salen. Det tog nogen tid, før Petersen atter blev klar til at dreje
videre, men denne tid blev meget morsomt udnyttet, idet jeg så tog
en bakke med chokolade og syrlige giftiggrønne drops og gik rundt
og falbød til lækkersultne. Fra sit lille kighul holdt Petersen øje med
mig på min færd, og det passede altid, at når jeg havde afsøgt alle
pladser, var filmen klar, og spillet begyndte igen. De seks ganske
korte film gik hurtigt gennem det spinkle apparat, og så var den
hele herlighed forbi.
Nu kom mit sværeste job — nemlig hvordan fik jeg nu folk ud
af teatret? De voksne gik det nogenlunde med, men det var værre
med de lange urolige drenge fra Vesterbro. De ville se mere. »Det
er forbi — der er ikke mere — gå nu hjem«, meddelte jeg. Men de
10
*
147