![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0150.jpg)
A L B E R T R A S M U S S E N
grinede bare ad mig, og det hændte, at en eller anden særlig frem
ragende dreng trak min fine kasket med de gyldne bogstaver —
Kontrol — ned over ørerne på mig, medens hele banden grinede.
Så måtte jeg ned til Petersen, hvem jeg nu meddelte: »Petersen, nu
tæver de mig«. Men Petersen var kun en lille mand, så hans nær
værelse gavnede ikke stort, men han havde andre midler. Ude på
gaden stod hans gode ven, en kæmpestor frederiksbergsk politibe
tjent med det største korpus, jeg mindes at have set. Det var mere
end nok, at han viste sig i salen, så løb hele koret. De turde end
ikke kny. Og så var vi klar til næste forevisning.
Henad klokken ti indså Petersen, at nu var der ikke mere at lave
i aften, og så lukkede vi.
Lørdag aften var den bedste aften, og det skyldtes, at forretnin
gerne dengang havde længe åbent, og når folk så havde gjort deres
indkøb, gik de i biografen, med store kurve med varer. Folk var
ikke dengang så velklædte som nu, man så ofte koner med uldsjal
og mænd med træsko gå i biografen.
Men man morede sig godt. Mange så jo her for første gang film
fra fjerne lande, og det gav samtalestof.
Jeg har selvfølgelig glemt de fleste af de småfilm, der blev fore
vist. Men én har jeg aldrig glemt, den var meget mærkelig, og den
kunne bestemt ikke vises i dag. Man så et gadeparti i Paris uden
for en forretning, der fornyede lotterisedler. Her stod en pukkel
rygget mand, og det må vel have været således der, at det gav held,
når man inden fornyelsen klappede den invalide mand på ryggen,
thi alle, der skulle ind i forretningen, klappede hans ryg og gav
ham en skilling. Da der ikke kom flere kunder, rettede manden sig
op, og nu så man, at han aldeles ikke var pukkelrygget, men helt
ret som et lys. Han talte sine mange penge med et stort smil, og
filmen var slut.
148