KjøbenhavnsGrundejer

129

riske Tid“.

Det var en absolut imponerende Viden, Fo red rags

holderen sad inde med paa dette Omraade. Ved Hjælp af Lys

billeder paaviste han, hvorledes Oldtidsgravmæler, Runestene og

Stednavne satte Skel mellem Danmark og Tyskland. Ejderen

var bevisligt selv i Oldtiden Grænsen, hvilket fremgik af Inskrip

tionerne paa Runestenene, der sprogligt var forskelligt byggede,

saaledes at det kunde afgøres, om en Runesten oprindeligt havde

haft sin Plads Nord eller Syd for Ejderen. Selv Oldtiden havde

saaledes haft sin Sproggrænse! — —

Efter Fo redraget sang

Frk. Grete Christensen

nogle søn-

derjydske Sange, hvorefter

Fru Martha Ottesen

talte om

„Søn

derjylland"

og om, hvorledes Sønderjyderne — til Trods for al

Tvang og Krænkelse — aldrig havde ladet Haabet slukkes. Man

havde ikke vidst, hvornaar og hvorledes, men man troede fuldt

og fast paa, at

Genforeningen

vilde og maatte ske engang.

Begge Foredragsholderne lønnedes med bragende Bifald.

Den

fungerende Formand,

Borgerrepræsentant Glindemann-Nielsen,

takkede Fo redragsholderne og udtalte Haabet om, at den Tid

snart maatte være inde, hvor det danske Sprogs Rækkevidde

maatte være det afgørende for Landegrænsen. Forskellige Søn

derjyder havde Ordet og udtalte: at „Tyskland sad kun inde

med Sønderjylland i Kraft af den Stærkeres Ret.“

Den 20. Feb ruar afholdtes den ordinære Generalforsamling

i Grundtvigshus.

Overretssagfører Gammelgaard

var Dirigent.

Fo rmanden udtalte, at Arbejdet for Bestyrelsen, for ham selv

og for Personalet havde været lige saa brydsomt som Aaret

forud. Det tjente i højeste Grad til den kjøbenhavnske Grund

ejerstands Ros, at den viste et saa stort Maadehold. Næppe i

nogen anden Forretningsbranche fandtes der i Forhold til F o r

retningernes Antal og Omfang (over 145,000 Lejligheder) et saa

ringe Antal retslige Tvistigheder som i Lejeforhold. I ikke et

eneste Tilfælde havde nogen kjøbenhavnsk Grundejer været

idømt Bøde til Trods for, at der var mere end Lovparagraffer

nok, som en Grundejer kunde komme til at støde an imod. Det

var paaviseligt, at det var

„Huslejeloven"

, som havde standset

Byggeriet, og det var de ved Huslejelovene nedsatte „Nævn“,

som var Skyld i Arbejdsløsheden. Dersom Lejen blev rimeligt

forhøjet, vilde Husejerne nok foretage Reparationer, for det løn

nede sig ikke at lade sin Ejendom forfalde. Det var af Nød,

at man undlod at gøre Ejendommen i Stand. En Haandværker