167 / 220
155
fald til 1. April 1923. Dernæst holdt
Dr. polit. Frantz Pio
et
meget instruktivt Foredrag om Grundskyldsloven. K. G.’s For
mand,
Konstruktør Poul Rasmussen,
fik derefter Ordet og hæv
dede, at Grundskyldsloven var en Overgang fra et gammelt Skatte
grundlag til et nyt, og saadant skete almindeligvis for at op-
naa en Forøgelse af det offentliges Indtægter. Her var imidler
tid dette ikke Tilfældet. Her var det kun et Principspørgsmaal,
idet man tilsigtede et Retfærdighedskrav:
lige Skat paa lige
Jord.
Dette kunde man blot ikke naa ad denne Vej, fordi det
var aldeles umuligt — i hvert Fald i Byerne — at vurdere to
Grunde, i samme Gade men med forskellig Form og Størrelse,
efter noget saa ubestemt som Udnyttelsesmuligheden.
Forfatte
ren Osvald Hansen
uddybede yderligere Spørgsmaalet om den
vedtagne
Lov om Grundskyld til Staten
og mente, at denne
vilde drage en kommunal Grundskyld efter sig. En Protest
fra
Folketingsmand Lemvigh-Muller
gav Anledning til en
Diskussion, hvori
Konsul D. Thomsen, Godsinspektør C. Kragh
,
Redaktør Niels R. Møller, Borgmester J. Jensen
og
Direktør
Hegelund,
Aalborg, deltog. Alle var enige om at beklage Protesten
fra Folketingsmandens Side. Derefter stillede Dr. polit., Over
retssagfører F. Pio Forslag om en Resolution gaaende ud paa
Delegeretmødets Beklagelse over, at man havde gennemført For
slag om Beskatning af faste Ejendomme efter Principet Grund
skyld, da Grundejerne i dette Princip saa Begyndelsen til en
Konfiskation af Grundværdien.
Denne Resolution vedtoges.
Efter en Frokostpause fortsattes Forhandlingerne, idet
Over
retssagfører Hannibal Hansen
holdt Foredrag om Kredit- og
Hypothekforeningernes Laanevilkaar. Særlig fandt han, at Laa-
nene var for smaa.
Statsgældsdirektør, Departementchef P.
O. A. Andersen
hævdede,
at vore Kreditforeninger maatte siges
at være et uvurderligt Gode, hvis høje Standard maatte beva
res, idet intet andet Land havde en tilsvarende Realkredit.
„Det
er en Ære for vore Kreditforeningers Ledelse, at ingen Kre
ditforeninger har haft noget Tab, men tværtimod har forøget
Reservefonden*.
Han sluttede med at fæste sin Anskuelse i
den almindelige Bevidsthed ved at sige: Jeg var for nogle Af
tener siden i det kgl. Teater, hvor Molliéres
„Den gerrige
“
opførtes, og hvor denne i Fortvivlelse spørger:
Hvor skal jeg
dog gøre af mine Penge! Hvor skal jeg sikkert anbringe
dem!
— — Uh! hvor jeg havde haft Lyst til at tilraabe