405 / 725
Et københavnsk officershjem i 1850’erne
.387
og det må have stukket præsten i øjnene; han talte nok
om ydmyghed, thi pludselig peger han med hånden på
moder og siger: „Der sidder du med den hvide hat og de
røde roser og mener, du er bedre end den fattige kone
med sit hovedklæde!“ Således faldt ordene nøjagtigt;
hvad der ellers fulgte efter, erindrer jeg ikke, men aldeles
afset fra det stødende i således at udpege en enkelt af
menigheden, var det i realiteten så aldeles forfejlet, thi
moder var en ydmyg kvinde og så beskeden i sin dragt
som mulig, men når man besøger sine venner, vil man
jo både for deres og sin egen skyld gerne være velklædt,
og det var hun, hverken mere eller mindre. Noget videre
kom der ikke ud af dette, og det vidstes jo forud, at man
måtte være forberedt på mærkelige udtalelser.
Til Manegen blev sendt en hest fra den kongelige stald
etat, et meget smukt dyr, men så ustyrlig og ondskabs
fuld, at den var farlig at omgås, så længe man ikke var
kommet i sadlen. Det kunne ikke blive ved at gå, men
så var der en cowboy ovre fra prærierne, der kom og
tilbød at tæmme den. Tilbudet blev modtaget, og en dag
bestemt, men da den kom, var hele ridepladsen og fæst-
ningsvolden ved Manegen sort af mennesker, som ville
se skuespillet, det kunne jo ikke gå, og i al hemmelighed
blev dyret ført til ridehuset, kun forsynet med en solid
trense og en stærk buggjord ined to jernringe, en på hver
side, hvorigennem to liner førte ned til hver sit forben.
Så trådte cowboyen frem, skindbenklæder, sko, rød
flonelstrøje uden ærmer; han gik lige hen foran hesten
og så den længe ind i øjnene. Også den forberedte sig til
kamp, hver muskel var spændt, øjnene så snart til den
ene, snart til den anden side, som
0111
den ville undgå
menneskets blik, ørerne stod stive, snart ret op, snart
lagt tilbage, den stærke manke rystedes, flankerne gik
ud og ind, og halen piskede rundt eller stod ret op; den
var parat til, hvad der måtte komme. Men foreløbig skete
ikke andet, end at cowboyen lod den trave rundt, til den
stod i skum, hvorpå han forsøgte at drage den til sig
med venlig tiltale, men så snart han nærmede sig, slog
den med forbenene og hvinede. Dette gentog sig nogle
gange, men så tog han et rask tag i den ene line og rev
det ene forben op til ringen i buggjorden, hvor det ved
en fjeder hægtedes fast, og da den var lige utilnærmelig,
også det andet forben op under bugen. Den lå nu på