250 / 274
HJEMVENDT.
Der er langt at gå, der er trangt at gå,
der er langt, før vi komm er hjem ;
og himlen, der var natsort, er stille blevet grå,
og støvlerne blødes a f morgenvåde strå,
og endnu er de lange mile frem .
Og vi vandrer gennem lande, som vi aldrig forhen så,
deres fjerne særhed isner os i skræ k;
og de stjernetegn, der slukkes over vejen, vi skal gå,
det er ikke dem, vi stirred på om aftenen som små,
og de viser os, hvor langt, langt vi kom væk.
Men vi synger i det kolde gry de trætte hjerters sang,
ja vi kvæder a f vor bævende ve.
H ør! det toner os i sjælen a f en streng, som ikke sprang,
for de lave horisonter, vi vragede engang,
er de eneste, vi ønsker nu at se.
M
i d t
i den næsten internationale trængsel og tummel paa Fredericia bane
gård fik jeg øje på ham. Han stod rank og rolig i den brogede vrimmel
af jernbanebetjente, soldater, jysk- og fynsktalende almuesfolk og ubestemme
lig mellemstand, der puffedes rundtom. At han selv var Københavner var
ikke svært at gætte, allerede tøjet viste det: svær ulster af et ikke provinsielt
snit, praktisk grå rejsedragt med tilsvarende blød hat. Og havde jeg ikke
kendt ham personlig, kan det godt være, at det vilde unddraget sig min
iagttagelse, at han hørte til de akklimatiserede. Det skarpe ansigt røbede
sig ikke til en uindviet, fortalte kun, at ejeren hørte til et bestemt lag inden
for de højere klasser, hvor en skarp intellektuel træning kræves af enhver,
der vil naa frem.
Men mig fortalte det ansigt jo nu så langt mere, for det kunde ikke
skjules, det var et af
dem hjemmefra.
Samme slags træk, blot med en
anden hår- og skægvækst, andre omgivelser i det hele, havde de, mange af
de gamle bønder, som jeg husker fra kirken og markederne, og som under
tiden endnu kan forekomme mig at være de eneste ansigter, jeg nogensinde
har
set.
En stiv, benet næse, hårde bryn over dybtliggende øjne, en lidt
tyklæbet mund med selve mundens linje som en lige streg, kinderne i stive
læg på det sted, hvor barneansigterne havde haft smilehuller. Stille ro i
ansigtsudtrykket, meget langt fra l:yboernes spirituelle bevægelighed, men sik
kert oprindelig stammende fra den gamle jyske fatalisme, der jo ikke længere