253 / 274
Nå derfor gik det jo også sådan, at almuen kom ikke. Og kun yi tå,
som omstændighederne tog magten fra, går rundt nu og er kommet tor-
ker‘ Det betyder ikke så meget; vi er næppe mange, og yi dør jo nok. Det
er ikke verdenshistorie, og kun fordi jeg under mig selv lidt erstatning, rejse
ies hiem nu — Kan jeg ikke få Himmerige igen, sa kan jeg vel fa
samle træer i haven og himlens vælde over landet og den halvfrosne pløje-
jord, der synker under mine fødder, som da jeg var dreng. Og sa skal jeg
tale vTstod°tavse ved siden af hinanden med det mørke landskab jagende
forbi ruderne. Den lange vogn duvede blødt i farten, men larmen huggede
og skar' alligevel hårdt ind igennem spejlglasset. Han havde underhden
måttet tale mig lige ind i øret for at gøre sig forståelig.
Nu tændte de elektriske pærer pludseligt og brutalt over os,
landskabet
udenfor sortnede brat endnu et par toner. Han smilede blegt
det grelle lys: »Nå, jeg må vist ind og gøre mig klar. De skal længere
nordpå, ikke?« Jeg nikkede, han gav mig hånden og v, sagde farvel hl
hinaUdtn efter holdt toget ved holdepladsen, hvor han skulde af, den samme,
der så tit havde modtaget mig i ferierne. Jeg åbnede vinduetfor at hi se
farvel- sammen med den kolde forårsluft slog en syrlig og vidunderligd
salt vestenvind og røg af hedetorv, ind til mig. - Hele togets kompakte
lydmasse var væk, stilheden gik ind paa nerverne som en gysen et elle
andet sted ude i mørket tudede vinden sagte, sagte i en døi ellet le .
ryg forsvandt ind i det gule petroleumslys. Fløjte
signaler, toget gled. Vi var kommet klar af de forvoksede træbuske, der
stod ved holdepladsen; jeg skimtede gennem mørket hans fødegårds omu s
ikke fem minutter borte fra banelinjen. Den kendte profil, haven, so
vestenvinden havde klippet skråt af som et hustag, hovedbygningens
sol.demasse, mit tidligste indtryk som barn af vælde og grundmur.
Dei kom
han selv, ikke ad vejen, der svinger i bue i nord, men ad genstien ind ov
de snestribede marker. Toget skød fart; han var allerede langt bagude loi
2
q
h j e m v e n d t
mig. —
Der er så ikke mere. Det skulde være nogle vers, der har ligget i
min skrivebordsskuffe det meste af den tid, der er gået siden.
»Nu bredes under min slidte sål
muldjordens lunende skød;
den lægger sig mod mine fødder
så mild og værnende blød,
som om den favned en død.