257 / 274
KEMISKE REAKTIONERS TEORI .
E
n
bekendt Fysiko-Kemiker har engang nævnet det som en at Kemiens
Opgaver at give den fuldstændige Løsning paa følgende Spørgsmaal: Der
foreligger et vist' Antal Stoffer; hvad sker der, naar disse bringes sammen
under givne ydre Betingelser (i Henseende til Tryk, Temperatur, elektriske
Kræfter, etc.)? At arbejde mod dette Maal alene ved Indsamling al ekspeii-
mentelt Materiale er utilstrækkeligt og tidsspildende; det gælder her som i
de fleste andre Tilfælde om at udfinde de Love, der er gyldige for større
Grupper af kemiske Processer i Fællesskab. At denne Opgaves Løsning
vilde give Indblik i Atomernes Verden fra en ny Side og tillige vilde være
af største Betydning for den kemiske Teknik er indlysende; men inden man
er naaet saa vidt, er der endnu en Række aabne Spørgsmaal at besvare.
Et vigtigt Skridt fremad blev gjort, da
van t Hof]'
fik grundlagt den
moderne Affinitetsteori og fastsatte at betragte det maksimale Arbejde, en
kemisk Proces er i Stand til at udrette, som et Maal for del, man havde
kaldt Stoffernes gensidige Affinitet. Naar nemlig dette maksimale Arbejde
ved en Proces er kendt, er man i Stand til at beregne Ligevægtskonstanten
i Massevirkningsloven, d. v. s. finde det Koncentrationsforhold, ved hvilket
de reagerende Stoffer er i Ligevægt med hinanden, og hvor den paagældende
Proces følgelig maa standse. Det maksimale Arbejde lader sig imidlertid
kun sjældent bestemme direkte, man er som oftest henvist lil at gaa Om
veje og beregne det ud fra andre Data.
Ifølge Varmeteoriens første og anden Hovedsætning kan man for enhver
Proces opstille Udtrykket:
hvor
A
er det maksimale Arbejde (in easn Affiniteten),
U
Varmetoningen ved
Processen, naar den forløber uden at udrette ydre Arbejde, og
T
den absolutte
Temperatur. Efter nogen Omskrivning kan man heraf finde: