262 / 274
SOLSTREJF
Nys var jeg træt, bedrøvet indtil Døden,
I Sindel ruged Mismods kolde Nat;
Nu ser jeg lige ind i Morgenrøden,
Og jeg kan atier gribe Livet fat.
Jeg holder det imellem mine Hænder,
Det smiler mig i Møde fra din Sjæl;
I Jubel jeg en Takkebøn dig sender,
Gudinde, se, dit Øje byder: »Knæl«.
Jeg maa tilbede dig, jeg kan ej andel,
Du ejer alt, hvad jeg har drømt engang,
Og hvis jeg kysser dine slanke Fingre,
Tilgiv, jeg følger ene Hjertets Trang.
LAURITZ VØHTZ.