GAHagemannsKollegium

AF EN BESKEDEN SJÆLS HISTORIE

mærkede, at hun ikke duede til det, hun maatte leve sit eget liv og søge lykken

paa de steder, hvor hun kunde finde den.

Siden har jeg tabt hende af syne, men hun har fortjent at blive lykkelig

alene for det, som hun var for Kastrup

Han faldt nemlig ikke tilbage til sin

tidligere passivitet, hun havde lært ham at slutte sig til mennesker, og han vidste

at skónne derpaa.

Der var vel gaaet en maanedstid, da han en aften, vi sad sammen, gav sig

til at tale om Louise. Det lignede

ham ikke,

og jeg tænkte mig derfor,atder

var noget, han vilde have, jeg skulde vide.

»Jeg har lært meget af hende,« sagde han, »jeg har lært at omgaas mennesker

og at forstaa mennesker; jeg tror, der maatte en natur som hendes til;

du tor-

søgte engang, men det lykkedes ikke for dig, det kunde aldrig være lykkedes.«

»Der skulde vel ogsaa en kvinde til,« indskød jeg.

»Ja, du har ret. — — — Hun var henrivende, — jeg saa godt, hun havde

store mangler — vel mest i kulturel henseende, — men jeg mente, jeg kunde

have bødet derpaa. — Hun var et levende menneske, det var saa underligt, at

hun kunde bryde sig om mig, hvad mon hun saa i mig?«

»Et ideal for sig, tænker jeg, den modsætning, som hun maatte længes haab-

løst efter.«

»Maaske. — Der var mere godt i hende, end jeg forst vilde tro. — — Ja, du

har jo faaet lov at følge historien i alle enkeltheder,« sagde han smilende. »Louise

var ikke saa undselig som jeg, men en anden gang vil jeg nu beholde det hele

for mig selv.«

»Naa — du tænker allerede paa en anden gang?«

»Ja— nu er jeg jo blevet et rigtigt menneske.«

SKYER .

D a Solen var Glød og Dagen brugt,

drev Stormen de tunge Skyer paa Flugt,

til sønderflængte

og blodbestænkte

i Nattens Mørke de hylled sig ind.

Dog vared det kun en ringe Stund,

før Maanen viste sig kølig og rund.

Da saa man dem hvide

og hele glide

igennem det sølvklare Maaneskin.

JANUS THOMSEN.