68 / 274
AARETS REGI VENHEDER
31
udlevere, for lo dage efter, al hans yderste frist var udløben, tilstod han
smilende, at han rent havde glemt det. Disse to exempler belyser paa
lyldestgorende maade den iver, hvormed der arbejdes paa G. A. Hagemanns
kollegium opimod examen.
Men nu stod vi jo der i den yderste nød, og undertegnede besluttede
da at ofre sig for opgaven. Jeg har imidlertid kun boet paa kollegiet i
lidt over et halvt aar og kender allsaa kun halvdelen af de begivenheder,
jeg paatog mig at skildre; jeg blev derfor nødt til at behandle sagen jou r
nalistisk, hvilket som bekendt vil sige, at man skriver
0111
ting, man ikke
har begreb om.
Mit stof tænkte jeg mig at hente hos de forskellige inspektionsformænd
i det forløbne aar, og min opgave faldt da i lire dele: interviews med
d ’hrr.
A. H. Hansen
,
Lyngbeck, Juul
og
Hoffmeyer.
Jeg henvendte mig forst til hr. A. H. Hansen. Han modtog mig med
sit beromte sarkastiske smil, dette smil, som burde kinematograferes og op
bevares paa kollegiet til belæring for kommende inspeklionsformænd. Paa
engang imødekommende og overlegent, vittigt og tort, forbeholdent og ud
tryksfuldt, giver det et fortræffeligt billede af, hvorledes kollegiet lededes i
hans formandstid.
Jeg bad hr. A. H. Hansen om at give mig nogle oplysninger om de
begivenheder, der var forefaldne i de sidste maaneder af hans funktionstid.
»T ja,« sagde A. H. Hansen og gned sine ojne, »der skete vist ikke noget.«
»Var der ikke fest den 27nde september?«
»Jo — Fru Hagemanns Festlegat traadte jo i Kraft, og vi havde Middag
og hen paa Aftenen Bal. Verandaen var pyntet med Guirlander og kulørte
Lamper.«
»Det var allsaa vellykket.«
»Men ellers var det en stille Tid.«
»Intet kollegiepolitisk rore?«
»Nej alt var stille.«
»Og generalforsamlingen i oktober?«
»Den var meget stilfærdig, der var kun en Liste, og den sejrede.«
»Det var da heldigt.«
»Lyngbeck, Olsen og Holm blev valgt. Siden har jeg hall det saa
fredeligt.«
Der bliver saa stille i A. H. Hansens stue, at jeg pludselig løler, hvoi
slemt jeg krænker examensfreden.
»Ja undskyld, at jeg forstyrrede,« siger jeg og gaar. A. H. Hansen
følger mig til doren med et ubehagelig spidst smil.
»Naa De er altsaa Medarbejder ved Aarsskriftet Hr. Hni, saa hai De
nok travlt.«
Der er ikke medlidenhed i hans blik men en væmmelig, ovei legen iioni,
jeg faar dog en anelse om, at det kun er en paatagen overlegenhed.
»Jeg tror alligevel gærne, De vilde være med til det arbejde, hvis De
havde tid.«
»Ja, hvis jeg bare havde Tid,« siger han og lukker doren ettei mig.