![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0582.jpg)
LANDSRETSSAGFØRER K. ZENKER
H ILSER OG LYKØNSKER
D
e Krav, der stilles til en Bygherre i stor Stil, er mangfoldige: Initiativ —
hver ny Byggesag er en helt ny Opgave, eller snarere en helt ny Række
af Opgaver — , Omhu og Akkuratesse i Tilrettelæggelsen, hvor baade
bekendte og ubekendte Størrelser spiller ind, og Energi til at gennemføre den
stillede Opgave, saa intet Detailspørgsmaal lades uløst og alle de Vanskelig
heder, der uomgængeligt melder sig, overvindes, alt paa en Maade, som ved
Byggesagens Afslutning med den korrekt gennemførte Prioritering formidler
den samfundsvigtige Opgave at dække Boligbehovet. Og saa bør disse Egen
skaber helst forenes med Erfaringen, hvorved bl. a. de ubekendte Størrelser
kan formindskes til det absolutte Minimum, og med det Omdømme og den
flair, der er saa uvurderlig i alle Livets Forhold.
Disse Krav opfylder K. A. B. ved dets Ledelse og den usædvanligt dygtige
Stab af Medarbejdere, der er knyttet til Selskabet. Naar man ser, hvad der i
Henseende til Nybyggeri er naaet i de nu forløbne Aar, forbløffes man over
den utrættelige Indsats, Selskabet har gjort. Men dermed er Status ikke gjort
op. Ved Siden af dette store, maalbevidste Arbejde er mange andre Opgaver
blevet taget op, Selskaber og Institutioner blevet stiftet, Forslag blevet stillet
og Kritik blevet udøvet, og overalt, hvor Spørgsmaal, der har Relation til Byg
geri, selv i dette Begrebs videre Forstand, er blevet undergivet almen Drøftelse,
har et Indlæg fra K. A. B. eller dets Direktør været at finde. K. A. B. staar
derfor i Dag ikke alene som det store Boligselskab, der bygger, udlejer og admi
nistrerer, men som en Institution, hvis Ord i enhver Debat om Byggeproblemer
høres med Interesse.
I to af de 25 Aar, Selskabet nu har bag sig, ydede jeg m it beskedne Med
virke. Nogen udførligere Omtale heraf kan næppe paaregne Interesse. K. A. B.
stod ved min Ansættelse foran sin ioaarige Bestaaen, og dets Vækst havde
været saa rivende, at de fastlagte Rammer var ved at sprænges. Lokale- og
Personaleforhold kunde ikke følge med, og der stilledes derfor unægtelig visse
5 8 6